For mange er det forbundet med skyld, skam og angst at vælge en anden vej end den, de oprindeligt uddannede sig til.

Når vi iklæder os en faglighed, gennem en etableret uddannelsesinstitution, er det ofte sådan at dén faglighed mere eller mindre leder direkte ind i bestemte stillinger.

Er du pædagog, forventes du at arbejde med børn/unge og/eller mentalt eller fysisk handicappede. Er du psykolog, praktiserer du kommunalt eller privat på en bestemt måde. Er du CBS, cand.mag eller cand.scient.pol, SSP eller sygeplejerske – lige meget hvad, er vi skolet til at vores uddannelse skal bruges på en bestemt måde.

Vover vi – eller overvejer vi – at bruge uddannelsen på en mere utraditionel måde er det ikke usandsynligt at vi vil møde (for)dommen:

“Du spilder din uddannelse”.

Lad os lige dvæle ved dét et øjeblik. De fleste af os er i starten af 20’erne, når vi vælger uddannelse.
Dét, som kommer til at forme os og vores karrierevej (som har massiv indflydelse på vores familieliv), resten af livet, hvis vi accepterer at selvsamme uddanne s k a l anvendes på en bestemt måde.

Men ærligt: Hvor mange af os vidste egentlig hvad fanden vi lavede – og hvem vi var i starten af 20’erne?

Heck, i slutningen af 20’erne even.

Dengang var vi dem, vi var.
Nu er vi dem, vi er.
Om 10 år er vi nogle andre.

Jeg mener, det er vigtigt at spørge os selv:
Hvad er en uddannelse egentlig værd, hvis ikke vi må modellere, forme og tilpasse den faglighed, den har givet os, så den passer til os, og dem vi er, og det, vi vil – i vores forskellige livsfaser?

Livet er ikke statisk, vi er alle i konstant udvikling.
Så hvorfor skulle uddannelsen og fagligheden ikke følge trop?

Lige nu bruger jeg min faglighed til at pille strukturer, der har et jerngreb om frihed i barndommen og familielivet, fra hinanden – og jeg hjælper forældre ned netop at tilpasse deres faglighed og arbejdsliv til deres nuværende liv og værdier.
Ikke det og dem, de havde for 10 eller 15 år siden.

Om 10 år laver jeg måske noget andet.
Det håber jeg da – for jeg gider ikke lave det samme ret længe ad gangen.

Og dét er der ikke en dyt galt med.
Det betyder ikke at jeg “spilder min uddannelse”.
Tvært imod.

Jeg gør den dynamisk, modellerbar og omstillingsparat. Hvad kan være mere nutidigt? 😄

Det nordjyske erhversmedie @vigeur.dk interviewede mig om netop at tilpasse sit arbejdsliv til sit familieliv, og her fortæller jeg – igen – historien om hvad der fik mig til at stille det ultimative krav til min faglighed og min uddannelse: At den skal kunne tjene mig, idet jeg prioriterer min familie.

Læs artiklen her.

Categories:

Tags:

Comments are closed