April måneds klumme i Politiken handler om krænkelseskulturen i Danmark, og hvordan et forældet og krænkende børnesyn muliggør den. Læs et uddrag fra klummen her:
“Børn har meget lidt indflydelse på deres dagligdag. Hvor de tilbringer den, hvem de tilbringer den med, hvad de laver, hvem de leger med, hvornår og hvad de spiser. I mange daginstitutioner kan de ikke gå på toilettet uden publikum, og de må ikke bestemme, hvor meget tøj de vil have af eller på. Dette er bare få eksempler på krænkende forhold, børn dagligt udsættes for, og hvor deres nej eller indsigelser alt for ofte overhøres. Der hersker simpelthen et misforhold mellem det anerkendende børnesyn, vi påstår at praktisere i Danmark, og det faktum, at voksne dagligt overhører børns nej, overskrider deres grænser og krænker deres autonomi. Hvad er oddsene for, at de børn, hvis nej dagligt er blevet overhørt, i deres voksne liv kan forstå, at det kun er børn, hvis nej man må overhøre? Eller spurgt mere direkte: Kan vi forvente af krænkede børn, at de ikke krænker andre, når de bliver voksne? At de ikke resignerer og undlader at sige fra, når deres nej overhøres?”