I denne klumme problematiserer jeg den humanistiske deroute, som udfolder sig i Socialdemokratiet i disse år. Find et uddrag af klummen neden for.
“(…) Uagtet at den humanistiske linje i Socialdemokratiet ganske vist trængte til et eftersyn, retfærdiggør det ene vildspor jo altså ikke det andet. At du kører i grøften i venstre side af vejen, er næppe et argument for at rette op – kun for efterfølgende at køre i grøften i højre side. Nogle vil argumentere for at det var en nødvendig manøvre at dreje skarpt til højre for at genhverve stemmer til Socialdemokratiet. Men netop denne manøvre er ideologisk vold mod partiets kerne og sjæl.
Engang havde Socialdemokratiet og overenskomsterne ét og samme formål; at give de svage i samfundet muligheden for at holde skindet på næsen. Uagtet etnicitet, religion, seksualitet og alle de andre faktorer, der fortæller os, at vi er lige men ikke ens. Det må være muligt at bevare en flig af socialdemokratisk værdighed og samtidigt møde behovet for en anden udlændingepolitik. Er det politikernes vurdering at dét ikke er muligt, ville det være klædeligt – ja, endda ordentligt – at bevare sit ideologiske standpunkt, og erkende at det ikke er nu, Socialdemokratiet skal besidde regeringsmagten. Der er værre ting end ikke at sidde på magten – for eksempel at være modbydelig og umenneskelig. Som repræsentant for folket, må og skal det være vigtigere at være tro mod ideologien bag sit parti, end at kratte stemmer og magt til sig. Ellers reduceres politik til et dårligt castet reality-show”