Dette indlæg er skrevet af Manja Holmelund. Manja har for nyligt skrevet speciale omkring adskillelseskulturen. Læs specialet og Manjas øvrige indlæg her.
Hvorfor jeg finder adskillelseskulturen så skadelig?
Fordi vi i menneskets evolutionshistorie har levet størstedelen af tiden i relativt små sociale grupper som nomadiserende jægere og samlere. Mere præcist har vi i 99 procent af tiden i de fem til syv millioner år der er gået siden vores udviklingslinje skilte sig fra chimpansens og bonoboens, levet som jægere og samlere.
Vi er med andre ord biologisk tilpasset det miljø, som jægere og samlere levede i. Derudover deler vi 99 procent af vores DNA med chimpanser og bonoboer. Vores genetik adskiller sig altså kun 1 procent fra disse pattedyr:
“Mennesket har udviklet sig fra en gruppe primater, som i mere end 35 millioner år har båret deres nyfødte unger, en nødvendighed for alle nomadiserende arter. Selv når ungerne er begyndt at kunne bevæge sig på egen hånd, har de tilbragt størstedelen af deres tid i nær kropslig kontakt med deres mor”
– Broberg, 2008
Fælles for alle nomadiserende kulturer er da også, at børnene lever i meget tæt fysisk kontakt med især deres mødre i de første leveår. For ikke at blive dehydreret i varmen, bliver barnet i et nomadesamfund ammet regelmæssigt dag og nat op til fireårsalderen. Vi levede i storfamilier bestående af mellem tredive og tres individer, med forskellige grader af biologisk slægtskab, som afhængigt af klima og adgang til føde flyttede sig enten dagligt eller fra tid til anden (Broberg, 2008).
Det siger næsten sig selv, at tilknytningen mellem barn og forældre – som udvikles ved ubrudt kontakt og fysisk nærhed – havde ret gunstige vilkår dengang. Når vi som i dag har en kultur og et miljø, der ikke nærer en tryg tilknytning, men adskiller forældre og børn og giver børnefamilierne latterligt ringe vilkår for at være familie, fostrer vi mistrivsel.
Der er blevet lavet meget forskning af abearter nært beslægtet mennesket, der kan fortælle os en hel del om vores egne biologiske aspekter, når det kommer til tilknytning og omsorg. Den forskning, der er foretaget på disse aber, giver et indblik i hvad tilknytning vil sige for os mennesker, hvor afgørende tilknytningen og kvaliteten af denne er, og hvor skadeligt tilknytningsbrud/adskillelse er.
Af etiske årsager har man ikke kunne foretage undersøgelser af dette på mennesker – men de undersøgelser, der trods alt tilfældigvis er af børnehjemsbørn, hospitaliserede børn og børn fra efterkrigstiden bekræfter kun (hjerteskærende) den forskning, der er blevet lavet af disse nærtbeslægtede aber, som også senere er blevet etisk kritiseret netop pga. de konsekvenser forskningen viser i form af massiv mistrivsel ved adskillelse fra primær omsorgsperson m.m.
Evolutionært set er vi altså tilpasset et miljø, der automatisk nærer tilknytningen, i modsætning til i dag, og det har konsekvenser for vores trivsel fordi vores biologiske ur “bevæger sig med nogle sekunder per årtusinde” mens vores kulturelle ur “suser rundt i rasende fart”, derfor “når vi diskuterer mulige evolutionsbiologiske forklaringer på psykologiske fænomener, er det vigtigt at stille uret på evolutionær tid!” som Broberg et. al formulerer det i bogen “Tilknytningsteori” (2008)
Det er jo ikke sådan, at evolutionen ikke fortsætter med at tilpasse os de krav som ændrede miljøer stiller os. Men det går som nævnt meget langsomt, og vi må ud fra tilknytningsteorien spørge os selv, om vi skal tilpasse os adskillelseskulturen eller om adskillelseskulturen skal tilpasse sig vores biologiske behov for bl.a. omsorg og nær fysisk kontakt med primære omsorgspersoner, som jeg mener, er helt grundlæggende for ethvert samfund.
– Manja Holmelund
Psst…..
Vil du vide mere om tilknytning og adskillelse, fra et evolutionært og biologisk perspektiv? Lyt til afsnittet af Kulturkritisk Podcast, der hedder ‘Adskillelsens biologi’. Her taler jeg med biolog og forfatter Niels Arbøl om den nuværende adskillelseskultur, og hvad vi kan sige om konsekvensen af tidlig og massiv adskillelse ud fra et biologisk perspektiv.
Find afsnittet her.
– Mie Storm