Dette indlæg er et af en række indlæg forfattet af ambassadør for Kulturkritisk Forum, Manja Holmelund. Manja har indsamlet empiriri i fire store online grupper samt via Kulturkritisk Forums følgere på de sociale medier, med henblik på at afdække, hvordan det bliver taget imod, når forældre forholder sig kritisk til en given praksis i en småbørnsinstitution, og ytrer kritikken til personalet. Det første indlæg i serien om afvæbning af kritik af institutionspraksisser gennemgår den indsamlede empiri. Andet indlæg i serien undersøger hvordan den afvæbning af kritik, som første indlæg konstaterer, fører til selvcensur, tavshedskultur og forråelse i de danske småbørnsinstitutioner.

Indlægget her er en førstehåndsberetning fra en forælder, der har oplevet en sådan afvæbning af sin kritik af institutionspraksisser og efterfølgende kunne konstatere end tavshedskultur omkring barnets trivsel samt forråelse omkring barnets behov. Indlægget er anonymt efter forælderens eget ønske.

Du kan læse flere indlæg i serien ‘Beretninger fra adskillelseskulturen’ under menupunktet ‘Beretninger‘ eller under hashtagget #beretningerfraadskillelseskulturen på Instragram.

Når jeg kom, kunne jeg se, hun havde grædt, men her blev det bortforklaret

Jeg har hjemmepasset indtil 1 år og 7 måneder.

Jeg ringede til lederen inden start, og forklarede, jeg ville bruge 2 måneder på indkøring. Her fik jeg at vide, jeg kunne bruge ligeså lang tid på “besøg” på stuen med min datter, som ønsket. Hvilket var betryggende. Dette var dog ikke tilfældet.

Da vi startede, forslog de 14 dages indkøring, som jeg ikke ville være med til. Så foreslog jeg min egen som strakte sig over 2 måneder i stedet, hvilket var for at skabe de bedste rammer for min datters tilknytning til de voksne på stuen. De sagde sådan set okay, men var ikke særligt imødekommende, når jeg så var der, og foreslog hele tiden, at jeg skulle forlade hende bare lidt. Til sidst gav jeg mig, da jeg mente, det kunne lade sige gøre, uden at presse hende for meget.

Jeg har fra starten sagt, at jeg forventede en præcis beskrivelse af, om hun havde været ked af det eller fortvivlet. Når jeg kom, kunne jeg se, hun havde grædt, men her blev det bortforklaret. Jeg udtrykte flere gange, at jeg bare er hjemme og hvis hun er det mindste ked af det eller uoplagt, skal de ringe, hvilket de ikke gjorde.

Da hun skal til at sove der, bliver jeg spurgt ind til amning. Jeg siger, jeg stadig ammer. De siger, at de ønsker, jeg stopper med at amme hende, for at det ikke bliver for svært for hende. Jeg ved hun kan puttes uden at blive ammet, da amningen ikke længere er mad for hende. Til det svarer jeg, at det ikke kommer til at ske, da jeg ikke kan se, hvordan en stor ændring i nærværet kan bidrage til en så stor forandring i hverdagen. Pædagogen bliver lettere irriteret, og pointerer igen, at det for min datters skyld. Hvilket jeg på ingen måde kan se, hvordan skal være, så jeg holder bare fast.

Hun blev puttet og fik sovet den dag, som jeg vidste hun ville.

Jeg spørger, hvordan det er gået, og hertil svarer de, at det gik fint, hun faldt til ro i armene på den voksne, der skulle putte. To dage efter kommer en anden voksen til at “snakke over sig”, ved at sige at i dag var hun ikke ked af det, inden hun skulle sove. Jeg spørger så, hvad hun mener, hvortil hun svarer, at min datter i dag bare havde lagt sig i stedet for at søge døren og kalde på mig.

Jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg ikke har fået samme historie de to andre dage, og dertil har hun ikke noget svar. Dagen efter kommer en anden voksen til mig om morgenen, og siger, at min datter ikke har været ked af det? Tre forskellige historier.

Jeg synes som sådan ikke, jeg er blevet imødekommet, men det er mere eller mindre blevet accepteret, at jeg har mine krav, fordi jeg har holdt fast i, at jeg selv ved, hvad der er bedst for mit barn. Men hvad hvis ikke jeg havde været så bestemt? Var jeg så bare blevet kørt over?

I forhold til aflevering prøvede jeg, at hun en gang efter indkøringen nærmest blev flået ud af armene på mig. Jeg tror, pædagogen gjorde det, fordi hun var bange for, hvordan min datter ville tage afskeden.

Da jeg hentede, sagde jeg til de 3 voksne på stuen, at jeg ikke på nogen måde ønskede dette skulle ske igen, og at jeg selv nok skulle sige til, hvornår jeg vurderer, det er det rigtige tidspunkt at sige farvel.

Her blevet det accepteret. Det får jeg lov til nu. Men igen føler kun det er accepteret og ikke respekteret.

Min datter er glad for de voksne når hun kommer og omvendt, men de er ikke glade for mig, og det kan mærkes. Hvilket ikke er en rar følelse.