Dette indlæg er skrevet af ambassadør for Kulturkritisk Forum Manja Holmelund. Indlægget er anden del af en analyse, Manja udfører, omkring hvordan det modtages, når forældre forholder sig kritisk til praksisser i daginstitutioner. Du kan læse første del af analysen her.

Selvcensur og moralsk stress

Sociologen Rasmus Willig skriver, at selvcensur fører til ’moralsk stress’, dvs. en stressbelastning, der opstår, fordi man ikke kan ytre sig offentligt om de kritisable forhold, man oplever. Willig skriver, at mange offentligt ansatte udelader at udtale sig kritisk i offentligheden af frygt for at miste deres arbejde og få sat deres karriere i stå.

Selvcensuren er derfor afledt af risikoen for at miste sin position, men kan også ses i forhold til en markedslogik, hvor der konkurreres om forældrene i daginstitutionerne:

”Det gælder slet og ret om at indtage en mere positiv attitude og kunne dokumentere succes i et stadigt stigende forandringstempo. […] Hvad der ikke længere udsiges, er det, som det ikke kan betale sig at sige, når der konkurreres om borgernes gunst. I daginstitutionerne forties det, at det ofte er svært at skifte bleerne på børnene, i folkeskolerne, at kravet om inklusion er svært at imødekomme, fordi der ikke er ressourcer nok, på sygehusene, at dokumentationen har nået et omfang, der bringer patienternes liv i fare, og blandt socialrådgivere, at forvaltningen ikke altid respekterer borgernes rettigheder.” (Willig, 2016: 206)

Frygten for repressalier, sanktioner og for at stå svagere i konkurrencen, fører til, at kritikken forstummer.

En sådan tavshedskultur med ’moralsk stress’ til følge, kan nemt føre til forråelse, for når kritikken holdes nede og det ikke er muligt at udtrykke den, forsvinder den ikke bare. Vi har som kritiske væsner behov for ventiler for kritikken, ellers får det konsekvenser:

”Ventilerne har den psykologiske funktion at ”lette trykket”, så den, der forhindres i at udøve kritik, ikke ”koger over”. Eftersom mennesket er et kritisk væsen, strider det mod dets natur at holde igen med sin kritik. Det er naturstridigt. Der kan være mange forskellige reaktioner på ikke at kunne ytre sig kritisk. De kan omfatte alt lige fra handlingslammelse, kreativitet og uskyldige hævnaktioner til ekstreme former for aggressiv adfærd. Disse reaktioner kan i mange tilfælde også tolkes som ventiler, der sætter individet i stand til at fungere igen: Den handlingslammede får f.eks. mulighed for at samle sig – at ”justere” psyken – ved hjælp af raserianfald.” (Ibid: 42-43)

Opsamlende kan man sige, at når vi som mennesker ikke kan udtrykke os kritisk – men må undertrykke den – og den offentlige kritik forstummer, har det ikke blot en psykologisk konsekvens hos den enkelte, men for hele den kultur, der er indbefattet af tavsheden. Konsekvensen ved tavshedskulturen bliver, at vi som samfund ikke får indsigt i de kritisable forhold, og som derved blot bliver selvforstærkende pga. tavshedskulturen.

Afvæbningen af kritikken holder med andre ord de kritisable forhold i skak, så de ikke kommer til offentlig drøftelse.

Normer er også en årsag til, at kritik ikke fremsættes.

Normer er i høj grad anvisende for vores handlinger; de adfærdsregulerer, og kan være både handlingsvejledende og – begrænsende:

”Vi »mærker normerne i det øjeblik vi er ved at bryde dem«, dvs. normer fremstår som usynlige i den forstand, at det først er, når vores forventninger og forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert, brydes, at normerne tydeliggøres og vi reflekterer over dem.”(Ibid:122).

Willig forklarer, at når man rejser en kritik mod en norm, kan man nemt falde uden for, og dermed risikere sin position inden for fællesskabet.

Det skaber altså tryghed ikke at bryde med normer og utryghed, når man gør.

Det er forbundet med en risiko at fremsige en kritik

Willig påpeger, at enhver idé, der bliver mødt med kritik, vil svare igen, men jo mere en idé er ved at lukke sig som sig selv, og antage en dogmatisk/ideologisk karakter, jo mere vil svarene enten ophøre, returnere eller blive til et modangreb.

Willig skriver, at de afvæbnede svar på kritikken ofte bliver fremsat i et manipulerende sprog, og svarene vidner om, at der efterspørges et ukritisk individ. Det, der kendetegner afvæbningen af kritikken, og som gør, at man kan slippe afsted med det, er, at den vender kritikken mod individet.

Individualiseringen af kritikken har som følge, at vi i højere grad også selv er tilbøjelige til at vende kritikken indad.

Men når en berettiget samfunds- og kulturkritik bliver til selvkritik, eller forvandles til en kritik af individet og dermed et individuelt anliggende, er det med til at understøtte, at samfundskritikken dør hen, og at vi i højere pålægges et individuelt ansvar for samfundskulturelle problemer.

Bivirkningen ved afvæbningen af kritikken bliver, at man simpelthen vægrer fra at udtrykke sig kritisk, fordi kritikken returneres. Denne returnering sætter en bearbejdning i gang hos kritikeren, hvor følelser af frygt og utilstrækkelighed, eller at det ikke er hensigtsmæssigt eller nytter noget at ytre sig kritisk, opstår.

Det fører til, at man måske resignerer og indordner sig, eller i det stille forsøger, som pædagog, at finde en anden arbejdsplads, eller som forælder, at finde en anden daginstitution til sit barn.

Men hvis vi som forældre eller pædagoger trækker os tilbage, og tager barnet eller os selv ud af institutionen for at undgå kritikken, efterlader vi problemerne uændret. Der sker med andre ord ikke den ønskede forandring af de kritisable rammer og praksisser. Og endnu mere selvforstærkende bliver det, når ikke blot pædagogerne (og offentligt ansatte generelt) oplever afvæbning af kritikken og tavshedskultur, men også viderefører det til forældrerelationen.

Hvis det har som konsekvens, at kritikken bliver brugt imod én, i form af modangreb, når man ytrer sig kritisk, eller som yderste konsekvens, at kritikken bliver genstand for magtmisbrug, fx ved fyring af den kritiske pædagog – fordi lederen oplever kritikken som illoyalitet – eller at pædagogen udnytter sin magt og indberetter forældrene – fordi pædagogen oplever kritikken som et personligt angreb på manglende faglighed – er det mildest talt et problem.

Ikke desto mindre viser både Willigs analyse og min egen undersøgelse, at det foregår.

Svar på kritik

Et andet problem er også, at de mange svar på kritik som forældrene fik, vidnede om en generel og udbredt misforståelse af, hvordan tryg tilknytning kommer til udtryk.

En misforståelse, som ud fra svarene, fører til en direkte en sygeliggørelse af tryg tilknytning.

En mulig årsag hertil – foruden manglende kendskab til tryg tilknytning, eller et børnesyn der ikke tager udgangspunkt i dette – lader til at være, at omsorg i institutioner er underlagt effektivitetslogikker.

Følgende eksempel som jeg vil fremhæve, er en længere beskrivelse, jeg fik af en indkøring, som ret godt illustrerer ovenstående problematik. Faren i eksemplet agerer tryg base for sønnen under indkøringen, men pædagogerne forundres over tilknytningen, og stiller faren forskellige spørgsmål, som de tænker må være årsagen til tilknytningens karakter.

Faren er lige så forundret over spørgsmålene, og får til sidst at vide, at pædagogen og lederen opfatter tilknytningen som sygelig:

”Vores søn legede supergodt alene i en sandkasse i et par timer. Indimellem tjekkede han lige, at hans far var der, og løb derefter tilbage til sin leg igen. Efter nogle timer trækker de min mand til side, og spørger om vores søn er født for tidligt. Det svarer min mand nej til. Så spørger de om han var meget lille ved fødslen. Igen svarer min mand nej, og spørger dem, hvorfor de stiller de spørgsmål. Til det svarer lederen samt en pædagog, at de prøvede at finde årsagen til at vores søn havde en så stor tilknytning til sin far, da det ikke var sundt. Igen skal det nævnes, at han hverken sad hos sin far, men blot løb hen og kiggede og tilbage igen. Jeg blev helt paf, da jeg fik det fortalt.”

Mange af de anonyme svar, jeg fik privat fra forældre, handlede om, at amning var ilde set i mange institutioner, og at dette syn i værste fald, ifølge forældrene, kunne føre til ammestop. Enten ved direkte opfordring til ammeophør, som mange af svarene på kritik også fremsatte, eller fordi amning var forbudt på institutionens arealer og blev sygeliggjort. Igen vidner det om et særdeles misforstået syn på tryg tilknytningsadfærd og omsorg.

Men vidner svarene – som forældrene fik, når de ytrede sig kritisk – om, at vi som forældre har urealistiske forventninger til institutionsrammen? Eller vidner det om en tavshedskultur, der er ved at lukke sig om sig selv, som Willig skriver? Eller hvad er det, der er på færde? Det er ikke et enkelt spørgsmål at besvare.

Min undersøgelse har vist, at svarene på kritik ikke er enkelttilfælde, men lader til at være en kultur, der eksisterer i mange dagtilbud. Og den kultur, der kommer til udtryk i svarene, vidner om nogle praksisser, rammer og børnesyn, som vi må legitimere en kritik af og ikke afvæbne.

Der er sprækker i tavshedskulturen både inde- og udefra. Men den modarbejdes til gengæld også både internt og eksternt, både direkte og indirekte, og det skal vi have blik for at synliggøre, når det sker.

Vi må som forældre (og pædagoger) have modet til at kritisere, også selvom det er forbundet med en risiko. Men modet til at kritisere kræver i høj grad, at vi står sammen om kritikken, sådan så kritikken ikke bliver et individuelt, men kollektivt anliggende. For det er individualiseringen af kritikken som gør, at afvæbningen af kritikken finder sted og står uimodsagt hen.
Vi må vælge kritikken fremfor stilheden, hvis vi ønsker en forandring.