Dette er et anonymt gæsteindlæg om den ambivalens, man kan opleve, når man fravælger statens tilbud om institution til sit barn. Indlægget er skrevet af kvinden bag Instagram-profilen @anonymhusmor
Jeg er mor til to piger som lige nu er hjemme med mig. Storesøster er 3 år, lillesøster er 9 måneder. Vi har været hjemme i snart et år, og jeg har tidligere skrevet et indlæg om mine/vores overvejelser om at tage storesøster hjem da lillesøster blev født. Jeg har forsøgt på min instaprofil at åbne lidt op for de frustrationer og udfordringer jeg oplever ved vores hjemmeliv. Jeg håber at dette blogindlæg kan uddybe mine følelser og overvejelser lidt dybere end hvad der er muligt på instragram.
Jeg har skrevet det her indlæg om et hav af gange. Det er som om,at hver gang jeg sætter mig for at skrive, så føler jeg noget nyt om vores hjemmeliv.
Den ene dag er jeg ikke tvivl om at det er helt rigtigt og jeg føler vi skal være hjemme i mange år endnu. Den anden dag er jeg klar til at sende mine børn afsted, fordi jeg er så brugt op og ikke føler jeg kan være den mor jeg gerne vil være.
Jeg tænker at grundene til de modsatrettede følelser er mange. Det er bare så pokkers svært at gøre noget, der er så markant anderledes end resten af samfundet. Derudover er det så langt fra den barndom jeg selv har haft.
Jeg har intet med fra min egen barndom jeg kan trække på. Tværtimod føler jeg, at jeg konstant skal genopfinde mig selv.
På de sociale medier ser det ofte meningsfyldt ud, og det er svært at få plads til denne ambivalens synes jeg.
Jeg husker ambivalensen fra den tid hvor storesøster ikke var hjemme. Nogle perioder føltes det rigtigt. Hun virkede oprigtigt til at hygge sig i dagplejen og jeg nød at være i mine egne tanker og nød at udfolde mig fagligt på mit arbejde. Men andre perioder var helt modsat. Grådfyldte afleveringer, mig der mentalt ikke var tilstede på arbejde, frustrationen over kun at se sit barn når det var træt og fyldt op.
Måske slipper vi ikke for ambivalensen lige meget hvad vi vælger?
Denne uge har budt på virkelig gode dage, men også dage hvor jeg kan mærke at det her hjemmeliv, på den måde vi er i det nu, ikke er holdbart, for mig. Det betyder ikke at vi ikke skal have et hjemmeliv, men jeg har brug for at indrette det anerledes.
Selvom jeg elsker at have mine børn hjemme, så har jeg dage hvor jeg virkelig kæmper med at finde energien og glæden frem. De dage opstår ofte ifm. søvnmangel, eller efter weekender hvor vi har haft travlt og der derfor ikke er blevet ladet op.
Jeg overvejer derfor at min store pige skal besøge en børnehave. Jeg har ikke taget stilling til om hun skal gå der. Men jeg har brug for at besøge den for at se og mærke hvordan hun og jeg selv reagerer. Dels fordi jeg er nysgerrig på hvordan vi vil reagere, men også fordi jeg er træt af at muligheden bliver ved med at dukke op hos mig. På de hårde dage tænker jeg ofte om det nu var bedre for mine børn og jeg selv, hvis de var i institution, og på en eller anden måde kan jeg ikke finde svar på dette før jeg har mærket det.
Jeg synes vi på papiret har fundet den bedste børnehave ud ad de mulige. MEN nu må vi se hvad mavefornemmelsen siger når vi besøger den. Vi har som sagt ikke taget nogle beslutninger. Men jeg kan mærke jeg har brug for at udforske vores muligheder.
Hvis jeg vil lære mine børn at mærke efter og tage deres følelser seriøst, er det vigtigt at jeg først og fremmest gør det med mig selv og jeg kan mærke at jeg har brug for ikke at være den eneste der er på. Jeg har brug for at vi er flere om det.
Tidligere har udfordringen været at finde sociale fællesskaber. Det har vi fundet nu og jo, det har da hjulpet en hel del. Men de fællesskaber vi har, er sammensat af mødre som jo også selv er meget på. Så selvom dagen går hurtigere og jeg da får energi af at kunne snakke med andre mødre, så føles det for mig ikke som aflastning, da jeg jo stadig er ”på” og samtalerne og tankerne er afbrudte.
Så hvad vil jeg med det her indlæg.. Jeg tror at jeg selv kommer til at føle at det skal være enten eller. Enten hjemmepasser man eller også gør man ikke. Derudover vil jeg gerne vise andre, at så længe vores samfund er skruet sammen på den måde som det er, så er det svært at finde det der midt imellem og det er klart også den dyreste løsning økonomisk.
At være hjemmepassende mor er, for mig, fyldt med en masse modstridende følelser. Mest af alt føler jeg en kæmpe taknemlighed over at være hjemme med mine børn, men samtidig kan jeg godt føle mig fanget og føle at der ikke er plads til mig, at det at være mor, kommer til at fylde alt, og der ikke er meget plads til bare at være mig.
Jeg har følt det som en virkelig frigørende proces at turde tage de beslutninger som føles rigtige for min familie, på trods af at samfundet gør anerledes. Samtidig kan det føles ensomt, og jeg kan godt føle mig anerledes og frygte at blive udstødt.
De her følelser kommer indefra mig, og udspringer ikke af andres mening eller situationer. Jeg har mest af alt oplevet støtte i den her proces, og derfor kan det godt komme bag på mig at jeg bliver usikker og føler tvivl.
Jeg oplever at mange forældre, inkl. mig selv, søger en deltidsløsning. En hvor man ville kunne arbejde 2-3 dage hver uge, eller et par timer hver dag, hvor ens børn var sammen med far, familie eller andre voksne som man ved at de er trygge ved, og som man ikke oplever at de bliver kede af at være hos. For rigtig mange er det dog ikke muligt, da mange bedsteforældre stadig arbejder og ellers bor man langt fra den familie som måske ville kunne hjælpe.
Vi har bevidst valgt at bo tæt på bedsteforældrene, men da alle bedsteforældre stadig arbejder fuldtid, er der ikke meget plads og overskud til at hjælpe med pasning af børnebørn i hverdagene.
Jeg kan ind i mellem godt føle mig ”tvunget” til fuldtids hjemmepasning, da det andet alternativ ville være fuldtids arbejdende, og når valget står mellem de to, vælger jeg hjemmepasning.
Jeg skriver ikke det her for at få medlidenhed, men fordi jeg er træt af ikke at have flere muligheder, da jeg er sikker på at det ville være bedre for alle. Både for mine børn, jeg selv og min mand, bedsteforældrene og ja også institutionerne.
Det, der irriterer mig mest er, at jeg føler at jeg skal købe ind i en kultur, som jeg egentlig ikke synes er bæredygtig, for at få den aflastning jeg har brug for, og ellers bliver jeg presset ud i at være en mor og person jeg ikke ønsker at være for mine børn eller mig selv.
Jeg ville sådan ønske at hele vores måde at være familie på blev re-tænkt, så der kunne blive plads til at leve et liv som var meningsfyldt for alle.
Men sådan er det ikke lige nu, så hvad gør vi?
Udover at tage et besøg i en børnehave, har vi nu gjort flere ting, i håb om at jeg bedre kan trives i vores hjemmeliv. Min mand kigger efter arbejde tættere på, så han forhåbentlig kan være hjemme 1-2 timer mere hver dag. Vi er i gang med at ansætte hjælp til rengøring, så vores tid ikke skal bruges på det, men i stedet kan bruges på at lade op. Vi har igen igen talt med vores familie, både bedsteforældre, onkler, mostre, farbrødre osv. Og spurgt om de har lyst til at lege/passe storesøster en fast dag hver måned/uge. Det har resulteret i at en farbror gerne vil passe 3 timer to gange hver måned, og bedsteforældrene skiftes til at passe en hverdag hver uge, enten før eller efter deres arbejde. Derudover har jeg talt med nogle af mine med-hjemmemødre om muligheden for at skiftes til at passe/se efter ungerne, imens man evt. kan trække sig en times tid eller bare sidde i baggrunden og arbejde.
Jeg selv arbejder på at blive bedre til at tage mentale pauserselvom jeg er sammen med mine børn, og lade mad og vasketøj stå.
Sidst men ikke mindst, forsøger jeg at tage mig små smuthuller når far er hjemme, hvor jeg går en tur, ses med en veninde, eller gør andet som virkelig sparker røv på min energi-konto.
Jeg håber at mit indlæg kan give dig inspiration til hvordan i kan få hjemmelivet til at gå op. Samtidig håber jeg at det kan belyse,at hjemmelivet også indeholder hårde dage og dårlig samvittighed, og at det er ok at man til tider er træt og at man har brug for aflastning. Selvom det måske kan lyde som om jeg har helt styr på det, så øver jeg mig i at tage en dag, en time af gangen, da livet med mine børn er enormt skiftende og jeg har enormt svært ved at rumme når jeg ikke føler at jeg lever op til mine egne forventninger om hvordan jeg skal være mor og hvordan vores hjemmeliv burde være.
Jeg tænker at livet – om man bruger institution eller ej – er konstant skiftende, og perioder med tvivl, refleksion og uoplagthed vil altid følge med. Livet er jo ikke statisk og vores beslutninger og mavefornemmelse ændrer sig hele tiden.
Jeg har ikke en endegyldig konklusion på dette indlæg. I virkeligheden ville jeg ”bare” enormt gerne forsøge at sætte ord på den ambivalens jeg konstant oplever i mit forældreskab, i håb om måske at få andre forældre derude til at føle sig mindre ensomme med deres ambivalens.