Dette indlæg er et anonymt gæsteindlæg, skrevet af en far til en lille dreng, der er taget hjem fra institution, og en 8-årig dreng, der er taget ud af folkeskolen.

Indlægget er en del af en serie om ‘mænd i adskillelseskulturen’. Serien er startet på baggrund af et ønske om at få flere mænd i tale om adskillelseskulturen.
for at mænd har nogle af samme køn at spejle sig i – og for at kampen for en omsorgsrevolution ikke udelukkende bliver en kvindekamp. Du kan læse flere indlæg fra serien her.

”Det er meget normalt…”

Det hele starter klassisk…

Grundet stærk tilknytning til moren tilbydes faren at stå for “indkøring”. Det gjorde vi med vores ældste barn, og vi forsøgte samme med nummer to. Da jeg har fuldtidsarbejde og min kone er på barsel, er det hende der har stået for det indledende med vuggestuen.

Det gik fint mens jeg var tilstede, første dag i forbindelse med “indkøring”.

Da jeg skal til at gå og dermed sige farvel, bliver vores søn ked af det.

Han begynder at græde meget, og pædagogen svarer at det er meget normalt. Jeg går ind ved siden af (vi har aftalt jeg venter ca 15 min i personalestue), og jeg kan høre at gråden intensiveres. Jeg venter ca 1 minut hvorefter jeg vælger at gå tilbage på stuen og afbryde det hele. Han var dybt ulykkelig og det besværer mig at udtrykke præcis, hvor ulykkelig han er.

Jeg tager ham op, og forlader stuen.

Jeg kan berolige ham, men har glemt min jakke inde på samme stue. I det jeg går ind (med ham i favnen) griber han fat i mig, og skriger. Han siger ”nej” og det er tydeligt at han tror, jeg vil “aflevere” ham igen.

Jeg forsøger at forklare, vi kun skal hente jakken, men hele hans krop kæmper imod at jeg skal gå ind. Han græder utrøsteligt og jeg ender med at bede en voksen om at hente min jakke.

Dér vidste jeg at det aldrig ville gå. Han skulle være hos os. Hvordan vidste jeg ikke. Noget med at arbejde sent, arbejde nat? Vi må tage én uge ad gangen.

Min kones barsel sluttede 6 mdr tidligere, og hun har i teorien fuldtidsstudie. Vi er afhængige af hendes SU og min løn.

Det er ikke fremmede, der opdrager vores børn

Noget som spiller meget ind i min anskuelse er nok min egen opvækst. Jeg har ikke selv været i nogen former for pasning – heller ikke børnehave. Jeg startede i skole og deltog på samme vilkår som de andre elever. Jeg har i dag et meget tæt forhold til mine søskende og min mor.

Jeg var skeptisk da vi tog M på 8 ud af skolen. Den store har lært sig selv at tale engelsk og de udvikler sig. Vi får et rigtig godt forhold til vores børn. Det er ikke fremmede der opdrager vores børn. Der er fuld fokus, kun på vores børn.

Han går til fritidsaktiviteter og får det sociale derigennem.

Jeg er ved at lære at arbejde skal komme i anden række. Vi må tilpasse det.

Jeg har fået lov til at få ekstraordinært fri hver onsdag, så min arbejdsuge er på 4 dage. Her laver min kone lektier. Jeg kan bytte om på dag og aften, hvis alting koger over eller ved sygdom. Vi mister penge på at jeg tager fri, men hvis det betyder mine børn er glade og trives så er det vigtigst.

Jeg var skeptisk i begyndelsen, fordi jeg tvivlede på om vi kunne lære ham nok/det rigtige selv.

Jeg kan nu se hvor glad han er for at være hjemme sammen med Mor og lillebror. Vi er nu sammen rigtig mange timer hver uge, og jeg SER udviklingen. Vi bevæger os stille mod unschooling, da han udvikler sig mest på de områder vi ikke har undervist i.

Vores børn er i dag så skarpe at de nok skal lære det. Stikker man et barn en ipad, så skal han nok lære at bruge den. Vi forsøger i stedet at sætte læring ind i leg. Så længe de lærer noget hver dag er jeg tilfreds.

Jeg er ikke længere skeptisk og det er nok den bedste beslutning vi nogensinde har taget.
De er kun børn én gang. Og der vil jeg bruge så meget tid som muligt sammen med dem.