Forælderafsavn i institution

Jeg husker tydeligt de gange, jeg som barn savnede min mor, når jeg var i børnehave. Det er faktisk det, jeg husker allertydeligst. Når jeg genkalder mig nogle af de savn erindringer, så er de alle præget at være sådan et stille afsavn, der gjorde fysisk ondt: stille fordi jeg vel vendte følelsen indad, og ikke kommunikerede det ud – jeg vidste vel, at dette var et vilkår i mit (institutionelle) liv. Og fysisk ondt, fordi børn ofte reagerer psykosomatisk på mistrivsel.

Jeg husker at sidde om aftenen og se min mor tegne (hvad jeg bad hende om at tegne) og skrive nogle søde ord til mig på en serviet, som hun lagde i min madkasse. Og når jeg sad der til frokost og åbnede madkassen, var det med forventningens glæde over at gense tegningen og mine mors ord, men også med et næsten ubærligt savn, der føltes som en klump i halsen, at jeg kiggede på servietten.

Andre gange var savnet præget af handling, hvor jeg (sammen med andre børn) planlagde hvordan, vi mon kunne slippe ud af børnehaven. Det var ikke mangel på opfindsomhed, men snarere mangel på fuldførelse, der forhindrede os i at undslippe. Vi forsøgte fx at grave os ned under hegnet, men stødte mod asfalt, eller at én kravlede op på en stol, for at nå det øverste dobbeltdør håndtag, imens en anden åbnede det nederste (hvilket altid endte med at en pædagog opdagede os – det var jo lidt omstændigt og meget iøjnefaldende, ja ja)

Jeg husker også en morgen, hvor min mor afleverede mig, og jeg havde sat mig og fået en syltetøjsmad, som havde fanget min opmærksomhed, og pludselig var min mor væk og jeg løbede febrilsk hen til hoveddøren, for at se om, om jeg kunne nå at se hende, fordi vi ikke fik sagt farvel. Det var smerteligt, husker jeg.

Eller dengang jeg lå i en stol med mellemørebetændelse og ventede på min mor – jeg var næsten altid den sidste, der blev hentet og ofte over tid. Jeg husker at min søster og jeg (da vi i en periode gik i samme børnehave) sad med pædagogen halv seks og spiste Wasa knækbrød, imens vi ventede på min mor. Jeg husker, at det var lidt pinligt. Men min mor var enlig, og det var vilkårene for os og hende.

Eller de kolde, tidlige morgener, hvor min mor gav os tøj på, imens vi sad i sengen og nærmest sov, og cykelturen, den kolde vind og tusmørket, følelsen af at savne min mor allerede inden afleveringen.

Forælderafsavn er er vilkår i adskillelseskulturen, men vi kunne også kalde det sorgen over adskillelse, mere mundret ‘adskillelsessorg’. Sorg og savn er tæt forbundet – savn kan være sorgfuldt. At savne noget (sine forældre) eller at sørge over noget (adskillelsen fra forældrene), det sproglige giver forskellige billeder. Og her er det for mig at se, nemmere at negligere tilknytningsadfærd, der tolkes som afsavn, end det er at negligere tilknytningsadfærd, der tolkes som sorg.

Som født ind i adskillelseskulturens rammer, kan det være svært at se, hvordan vilkårene kan være anderledes. En opvækst i adskillelseskulturen, lærer ikke en om andre måder at tilrettelægge tilværelsen udover den normative.

Jeg har ikke et forkromet billede af en modkultur. Men jeg aner omridset i min egen praksis, og i de praksisser jeg ser hos andre. Og selvom jeg kunne ønske et større fællesskab i mit nære miljø, så er jeg fortrøstningsfuld, når jeg ser, at det trods alt findes spredt rundt i landet, som et fragmenteret, men kollektivt subjekt, der bevidst praktiserer for en omsorgsrevolution. En enighed der giver enhed, og fællesskabsfølelse, og som frem for alt bidrager til en styrkelse af de prekære modstandspraksisser, der tager afstand til adskillelseskulturen.