Dette er et gæsteindlæg af en anonym afsender, som har mange år som uddannet – og praktiserende folkeskolelærer bag sig. Vedkommende har nu forladt faget. Indlægget er udtryk for skribentens egne observationer.

Tavshedskultur i folkeskolen

Jeg har arbejdet som lærer i folkeskolen i næsten 10 år. Lærergerningen har været mit hjertebarn, min identitet og min stolthed, men så blev jeg mor, og nu kommer jeg aldrig tilbage. For lidt over to år siden gik jeg på barsel, forvisset om at jeg et år efter ville vende stærkt tilbage til mit lærerjob. Men skæbnen skulle vise, at med moderskabet kom en ny form for sensitivitet og indsigt, som gjorde, at jeg personligt mistede lysten til et comeback og ikke mindst mistede troen på folkeskolen i sin nuværende form. Det sidste års tid har der været megen fokus på de dårlige vilkår i landets daginstitutioner. Endelig. Og med rette. Det er desuden blevet belyst, at der mange steder hersker en tavshedskultur blandt pædagoger og medhjælpere; en kultur hvor der, overfor forældrene, bevidst forties, lyves om eller pyntes på sandheden hvad angår vilkårene i institutionen og om barnets færden og trivsel. Ud fra den betragtning, at forældre ikke nødvendigvis har bedst af at kende sandheden, fordi de skal kunne gå på arbejde uden dårlig samvittighed.En lignende tavshedskultur lever også i bedste velgående i folkeskolen. Jeg har selv oplevet den og været en del af den – dog uden jeg var bevidst om det dengang.

To former for tavshedskultur

Inden jeg i det følgende kaster lys over, hvordan jeg har oplevet tavshedskulturen gennem mit lærervirke, føler jeg trang til at understrege, at det hverken er den enkelte lærer eller en hel faggruppe, jeg er ude på at pege fingre af. Jeg ved, at langt de fleste lærer VIL børn og undervisning og brænder for at gøre en forskel. Jeg vil derimod gerne pege fingre af de præmisser og strukturer, folkeskolen bygger på, fordi jeg mener de er selve roden til at tavshedskulturen er så udbredt. Som jeg ser det, findes der to slags tavshedskulturer indenfor skoleverdenen, som jeg i det følgende vil komme med eksempler på; den mellem lærer og forældre og den mellem lærer og lærer. Jeg husker, at vi allerede i praktikken blev oplært i tavshedskultur som en del af “spillereglerne” indenfor lærerkollegiet. Vi erfarede hurtigt, at man ikke ikke blander sig i andre læreres undervisning, pædagogik eller omgangstone. Det betyder i praksis, at selvom man har kendskab til en lærer, som agerer uacceptabelt, fx råber og skriger af sine elever eller som bruger udskamning eller straf, så stiller man som kollega ikke spørgsmålstegn ved det pga en ældgammel diskurs om, at lærerens integritet og metodefrihed er hellig og står over alt – også over elevernes ve og vel.

”Man blander sig ikke”

Jeg husker, at jeg i min første praktik skulle observere matematikundervisningen i en 3. klasse. Det var en ældre, meget erfaren lærer, som afviklede timen med hård hånd, slog hårdt ned på ‘uromagere’ og udskammede dem, der havde svært ved at indgå i hans undervisningskodeks og nedgjorde og udstillede dem, som ikke havde lavet lektier. Jeg erindrer tydeligt følelsen af, at han var urimelig og ubehagelig overfor eleverne og jeg havde lyst til at gribe ind og forsvare dem. Men mine medpraktikanter og jeg gjorde det ikke. Vi så tavst til, selvom vi alle syntes han var grænseoverskridende og uretfærdig. Til en vejledningstime vågede én af mine medpraktikanter at spørge ind til hans metoder, hvortil han svarede noget i retning af, at “børn er ikke lavet af glas, de har godt af at få klar besked” efterfulgt af “vi lærere har gudskelov stadig metodefrihed og har tillid hinandens evner, det vil I komme til at sætte pris på engang…” Og så var den ligesom lukket, for vi ville jo gerne være en del af flokken og vi havde brug for hans anerkendelse i vores videre uddannelse. Siden har jeg oplevet adskillige eksempler på denne lærer til lærer tavshedskultur. Især i min tid som støttelærer, har jeg været vidne til lidt af hvert. Som støttelærer er man nemlig undtagelsesvis inviteret indenfor bag den ellers ret lukkede dør. Jeg har oplevet lærere, som tydeligt ikke brød sig om børn og ikke lagde skjul på det. Jeg har oplevet lærere som næsten konstant råbte og skreg og elever som var hunderæd for at træde ved siden af. Jeg har oplevet lærere, som talte nedladende til deres elever (på grænsen til mobning). Jeg har oplevet lærere, som åbenlyst havde yndlings og hadeelever. Og jeg har oplevet lærere, som var modbydelig overfor børnene, men til gengæld det rareste og mest sympatiske menneske når forældrene så på. Disse lærere findes selv på skoler som har en bevidst ikke-skæld-ud politik og som fremhæver værdier som anerkendelse, rummelighed og gensidig respekt i deres værdigrundlag. På en særdelses populær og velrenommeret oplevede jeg gennem et par år, en lærer som var som beskrevet ovenfor – bare i én person. De fleste på skolen kendte til hans væsen og grove metoder, men ingen – inklusiv jeg selv, konfronterede ham eller sagde rigtig fra. Til gengæld var der sådan en jovial “tø-hø”-stemning omkring ham med reference til hans facon. Jeg tror vi lod som om, vi ikke så/vidste det eller måske accepterede vi stille, at “sådan var han jo bare”. Jeg husker dog engang, hvor jeg, efter et langt tilløb, gik til min leder og italesatte min bekymring. Jeg følte mig som en rigtig dårlig kollega, en ussel stikker og havde svært ved at se ham i øjnene efterfølgende. Min leder var lydhør og sagde, at det var godt, jeg delte min bekymring. Meldingen var, at han ville “tage en snak”. Om han gjorde det, aner jeg ikke, men min kollega forblev i samme funktion og ændrede ikke på nogen måde praksis. Han arbejder stadig med de samme børn idag, ved jeg. Det var børn, som ofte gik til time med ondt i maven, som forvandlede sig til små skræmte mus eller blev udadreagerende eller “utilpassede”, børn som intet lærte – udover at forsvare sig eller tilpasse sig for at undgå at blive genstand for hans nedsmeltninger. Mit hjerte græder for de børn. Tænk at jeg var så blind og konfliktsky og tillagde hans autonomi og integritet større værdi end børnenes værdighed og trivsel. Det kan ikke forsvares – udover at jeg var en del af et hærdet skolemiljø en dybt indspist tavshedskultur. Man kan godt møde tilfælde, hvor tavshedskulturen og “reglen“ om, at man ikke blander sig i andres undervisning er suspenderet. Det er når de (typisk) gamle garvede, “strenge” lærere korrekser de nye lærere, fordi de er “for bløde”. Jeg har ofte oplevet enten at blive direkte irettesat af en mere erfaren lærer eller følt mig presset til at være mere streng, mere konsekvent, skælde mere ud. Fx har jeg altid interesseret mig for børns tanker, forklaringer og bevæggrunde for deres handlinger – også når de har gjort “dumme” ting. Jeg har således oplevet at blive belært om, at jeg ikke skal lade mig forføre af deres undskyldninger, at jeg bare skal skære igennem og vise hvem der bestemmer/har ret. Jeg synes, det er tankevækkende, at det tilsyneladende er helt i orden at blande sig når læreren er for blød, men ikke omvendt…

Venlig hensyntagen og selektiv formidling af information

Den anden form for tavshedskultur (mellem lærer og forældre) er noget jeg vil mene alle lærere praktiserer – i mere eller mindre grad og nogle mere bevidst end andre. At tavshedskultur overfor forældrene finder sted, betragtes ikke som løgn og fortielse, men snarere som venlig hensyntagen og selektiv formidling af information. Det er fuldstændig normalt at fortie eller pynte på sandheden i kommunikationen med forældrene. Der er blandt lærere konsensus om, at det er helt legitimt at tilbageholde informationer om, hvordan det rent faktisk går i deres timer. Dels for at “skåne” forældrene, dels for at undgå “bøvl”. Hånden på hjertet; jeg har flere ganges stået til forældremøder og sagt, at “det er sådan en rar klasse at være i, jeg oplever at alle elever er glade” (når der i virkeligheden er dårlig stemning, mange konflikter og elever som ikke trives) eller “vi har haft sådan en fantastisk projektuge, alle elever har været engagerede og har nået deres mål” (når det i virkeligheden har været en “kamp” at få eleverne til at deltage – og mange ikke er blevet færdige, fordi de ikke magtede det eller var demotiverede). I modsætning til den første form for tavshedskultur, er denne form fuldstændig åbenlys internt i lærerkollegiet. På lærerværelset italesættes forældre ofte som besværlige, krævende, forkælede, snagende og usamarbejdsvillige og det er ikke unormalt at give forældre (og elever) øgenavne uden nogen rynker bryn over det. Det understøttes af, at der er en uskreven regel om, at lederen altid er på lærerens side, hvilket skaber en “os mod dem”-kultur. Som lærer er man ikke interesseret i at skabe “unødig” bekymring eller røre i forældregruppen ved at fortælle, hvordan det virkelig står til med et barn eller en klasse. Derfor er man meget omhyggelig (læs; selektiv) med hvilke informationer man deler ud af. Dels fordi man frygter, at det falder tilbage på én selv og der stilles spørgsmålstegn ved ens pædagogiske evner og faglighed. Dels fordi folkeskolen, når alt kommer til alt, er af en konstruktion, som gør, at den er afhængig af “kunder i butikken”. Og hvis forældre finder ud af, at barnet ikke trives, så kan det betyde, at de tager barnet ud, hvilket i sidste ende kan betyde fx klassesammenlægning eller afskedigelser.

Ledelsen driver spin

Jeg har også oplevet eksempler på, at en skoleledelse bevidst har praktiseret tavshedskultur overfor forældrene. På et tidspunkt overtog jeg en klasse i indskolingen, hvori der var en “rå” klassekultur, store trivselsmæssige udfordringer og hvor der havde været massiv udskiftning af lærere på kort tid. Mange forældre var meget bekymrede og kritiske i forhold til skolens “håndtering” af klassen og luftede overvejelser om at tage deres barn ud. Da jeg delte min egen bekymring med min leder, var svaret, at vi måtte afdramatisere og neddysse forældrenes uro ved at “tale klassen op”, dvs italesætte de positive historier der var om klassen – vel vidende, at der VAR store problemer faglige og sociale problemer. Der blev således afholdt (krisehåndterings)forældremøde, hvor ledelsen deltog og roste klassen til skyerne og nedtonede trivselsproblemerne. Men alt hvad der blev sagt var løgn og fortielser, det var det rene spin. Kort efter sagde jeg op.

Hvorfor siger vi ikke bare sandheden?

Jeg har gjort mig mange tanker om, HVORFOR vi ikke bare taler åbent og ærligt om, hvad der sker indenfor folkeskolens mure. Hvorfor al den lukkethed, hemmelighedskræmmeri og forvrængningstrang? Hvorfor er det tys-tys, når en kollega åbenlyst er grænseoverskridende og går imod skolens værdigrundlag? Hvorfor prioriterer vi ikke børns integritet og trivsel fremfor alt? Hvorfor kan vi ikke bare fortælle sandheden om hvordan et barn har det skolen? Det er ikke fordi lærere er særligt dårlige mennesker med en flosset moral. Jeg tror heller ikke det er fordi lærere er dovne. Og det er heller ikke fordi de ikke kan lide børn.Som jeg ser det, hænger det til gengæld sammen med, hvordan folkeskolen er konstrueret, idet den bygger på nogle præmisser, traditioner og strukturer som direkte medvirker til at understøtte udbredelsen og graden af tavshedskultur i folkeskolen. Traditionelt set er undervisningen struktureret sådan, at én lærer underviser én klasse. Selvom denne struktur er under forandring, er den stadig den mest udbredte, fordi den er billig og rationel (ud fra det traditionelle læringssyn). Men denne struktur muliggør og reproducerer netop tavshedskultur, fordi den legitimerer og fremmer forråelse og dermed muligheden for at udbrændte lærere kan fortsætte deres stil – enten uden at det bliver opdaget eller uden det bliver italesat. Hvis vi skal være helt ærlige, er det en umulig opgave at undervise 26 børn på én gang. Man bliver presset – RIGTIG presset, og man kommer til at tabe hovedet og handle uhensigtsmæssigt og pædagogisk uforsvarligt. Men det bliver hverdag og man vænner sig til det – og det gør de andre også. Således opstår forråelsen og en masse forsvarsmekanismer går i gang. Jeg synes også det er på sin plads at nævne den forandring lærerrollen har gennemgået historisk set. De sidste mange årtier har læreren stået for skud fra alle retninger; forældre, politikere, folkestemningen. Denne udsatte og udskældte position tror jeg har medvirket til, at der er blevet skabt et panser, indadtil såvel som udadtil, omkring lærerens arbejde – det panser er tavshedskulturen også et eksempel på.

Folkeskolens skjulte læring

Jeg kan godt forstå, hvis der går forvirrede børn rundt derude. I skolen får barnet måske meget skæld-ud, det får at vide, at det klarer sig dårligt, at det er forkert, at det ikke passer ind – men til den halvårlige skole/hjem-samtale med forældrene så “går det jo meget godt”, selvom barnet indeni mærker noget helt andet. Børn i vuggestuen er fuldstændig prisgivede og KAN ikke gå hjem og sladre, fordi de ikke har sproget. De større børn har måske nok et sprog, men er også nemme ofre, fordi deres stemme ofte ikke tages så alvorligt og vi typisk fejltolker deres signaler, fordi de ofte fortæller hvordan de har det gennem deres adfærd – det man ville kalde ”dårlig” opførsel.Men som skoleelev er det også sin sag at gå hjem og sladre om forholdende, når folkeskolen i virkeligheden får børn til at tro, at det er DEM der er noget galt med og lærer børn at acceptere ydmygende behandling. En benhandling vi aldrig ville udsætte voksne mennesker for.

Har du erfaring med en tavshedskultur inden for institutionsverdenen? Send mig en mail på info@miestorm.dk

Enhver skribent vælger selv, om et indlæg skal være anonymt eller ved navn.