Dette indlæg er skrevet af ambassadør for Kulturkritisk Forum, Anil Abildgaard.
Jeg er – i kraft af min uddannelse – en del af diverse juridiske facebook-grupper, hvor jurister, jurastuderende, advokater osv., kan stille en masse spørgsmål og søge sparring. Forleden delte en person et spørgsmål vedrørende børns rettigheder.
Hvorvidt, der kunne være tale om (psykisk) vold eller et brud på barnets rettigheder, at et barn på 6-7 år bliver tvunget til at blive klippet hos en frisør, når barnets faste og vedholdende mundtlige protester før, under og efter klipningen, bliver ignoreret. Barnet udtalte, at han “hellere ville være død” og havde virket mut, kuet og opgivende fortvivlet. Tilskueren opfattede situationen enormt ydmygende og nedværdigende overfor barnet.
Det bliver betragtet som vold efter § 244 i straffeloven at klippe en voksen ved tvang. Måske også at fastholde vedkommende for at børste dets tænder. Man må altså gerne ydmyge et barn ved at tvinge det til en klipning, men ikke en voksen. Har de ikke de samme rettigheder ?
Jo, de har. Det er en interessant debat, da man jo som forældre har omsorgspligten overfor sine børn, men hvor går grænsen, og hvornår misbruger man sin magt som forælder og tvinger barnet til noget, der burde anses som vold eller i strid med barnets rettigheder?
Spørgsmålet er interessant, relevant og uden tvivl udfordrende. Det er ikke sort på hvidt, men der manglede i den grad perspektiv og refleksion i debatten om drengen i frisørstolen.
Spørgsmålet bliver hurtigt fejet af vejen med argumentet, at der er tale om omsorg.
Ligesom at man som forældre bestemmer, hvilket tøj barnet skal have på, hvilken sport det skal gå til og dermed også hvilken frisure det skal have.
Der bliver decideret skrevet, at barnet ingen selvbestemmelsesret har, men at det er forældrene, der bestemmer, hvad barnet må og ikke må, at barnet skal lære at begå sig, at barnet er forældrenes ejendel, at barnet ikke skal have dets vilje, når det laver en scene. Det er farlig retorik og yderst diskriminerende overfor barnet.
Det fremgår af Børnekonventionen, at barnet ikke må modtage en ydmygende behandling. Lad lige den stå lidt.
For hvor mange af os har ikke set et barn blive ydmyget. Mange børn bliver ydmyget hver eneste dag, flere gange om dagen.
Det er en udfordring rent juridisk at foretage afvejningen mellem ydmygelse og omsorg, da det hele beror på et kulturelt værdigrundlag, og det er stærkt problematisk, når værdigrundlaget indeholder tydelig childism.
Så hvornår er der tale om, at man som forælder drager omsorg for sit barn? Er det, at forælderen tvinger sit barn til en klipning, barnet ikke ønsker og som finder ydmygende, fordi forælderen mener, at barnet skal passe ind og dermed have en specifik frisure, eller er det, når forælderen beslutter at få barnet klippet mod dets vilje, fordi barnet har eksem i hovedbunden og derfor skal behandles – altså er der et sundhedsperspektiv at tage hensyn til. Er det når forælderen tvinger ens drengebarn til ikke at tage den “pigetaske” barnet vil have, men en “drengetaske”, fordi forælderen er bange for, at barnet vil skille sig ud, eller er det når forælderen tvinger barnet til at have sele på i bilen. Kan I se forskellen?
Når man vælger at tvinge sit barn til noget, det ikke har lyst til, skal det ske med forsigtighed og selvrefleksion, være gennemovervejet og med respekt for barnet som en ligeværdig, og respekt for barnets ret til at blive sig selv og at være sig selv.
Det rykker – værdimæssigt og lovgivningsmæssigt – at nuancere debatten. Det skal vi fortsætte med. På nuværende tidspunkt er der fremstillet et forslag om, hvorvidt gentagende, langvarige og hyppige stuearrester bør betragtes som psykisk vold i strafferetlig forstand. Værdiændring skaber lovændring. Men der er langt endnu.