Af Manja Holmelund, specialestuderende i moderne kultur og kulturformidling, og frivillig ambassadør for Kulturkritisk Forum. Læs mere om Manja og hendes speciale her. Indlæggene under ‘Omsorgsspektakel’ er en del af Manjas specialearbejde.
Selvrealiseringens paradoks, 2. del
Som jeg nævnte i 1. del af selvrealiseringens paradoks (som du kan læse her), vil jeg i nuværende analyse kigge nærmere på, hvorledes selvrealisering indskriver sig i en adskillelseskultur, og hvordan selvrealisering som praksis, er en strukturel barriere for en omsorgsrevolution.
Analysen fokuserer på min empiri, som består af et udsnit af den offentligt medierede diskurs. Derudover vil jeg trække på samme teori som i forrige analyse.
Frigørelsens bundethed og adskillelse:
Kirstine Bovbjerg påpeger, at
”[…] det er en interesse for selvet, som fremmer en forestilling om, at vi skal frigøre os fra omgivelserne.” (Bovbjerg, 2005: 37) Tabet af fællesskaber som følge af den moderne, individorienterede selvrealisering, er også karakteristisk for adskillelseskulturen. I lighed med adskillelseskulturen, er der i den moderne form for selvrealisering: ”[…] ikke er en nævneværdig reference til det sociale. Når der refereres til det sociale, er det ofte som et problem for den enkeltes udfoldelse.” (Bovbjerg, 2005: 36)
I adskillelseskulturen udliciteres omsorgsopgaver til institutioner (fremfor at blive varetaget af familien), så befolkningen (uden problemer) kan arbejde og realisere sig selv.
Det, vi imidlertid frigøres fra i en sådan proces, er det forpligtende fællesskab. I vores kultur, skal vi helst frigøre os fra vores børn ved fx at lære barnet at sove i egen seng, i barnevogn, og ved at skabe en bundethed hos barnet til forskellige (substitut)objekter, såsom narresut, nusseklud, bamser m.m, bliver adskillelsen ’nemmere’.
Disse normer for adskillelsespraksisser kommer også til udtryk ved, at vi ofte afvænner barnet fra brystmælk, når (eller inden det) er 1 år pga. institutionsstart, på trods af, at WHO anbefaler amning til 2 års alderen (eller mere) og ved institutionalisering i sig selv, så vi er ‘frigjorte’ til at tage på arbejde.
Dette er blot nogle af eksemplerne på ’frigørelsens adskillelse’ (i form af udlicitering af omsorg til institutioner og objekter m.m) og ’frigørelsens bundethed’ (til objekter og institutioner m.m.). Idealet om frigørelse fra omgivelserne, skaber dermed adskillelse og bundethed.
Faren ved individualiseringens ’frigørelse’ bliver, at vi tror os uafhængig af det ydre samfund, og i sidste instans bærer ansvaret selv, fremfor at ansvaret samfundsforvaltes.
Den hjælp, der tilbydes ’de pressede børnefamilier’, er ydelser, man kan købe sig til:
”»Det bedste, vi kan hjælpe forældrene med, er, at de får mulighed for at købe sig til en række servicer. Vi har skabt et arbejdsmarked, hvor forældrene kan vælge den arbejdstid, de vil have. Og vi kan se, at lidt for mange af dem, mener jeg, vælger at gå på deltid. Vi skal udvikle de offentlige servicer, så forældrene kan have en betinget tillid til vuggestuer, børnehaver og skoler. Og så skal de være åbne, når forældrene har brug for dem,« siger Jørn Neergaard Larsen.”
Ydelser man kan købe sig til, er en tendens, der kaldes ’outsourcing life’, som er en betegnelse for, at man betaler andre for ydelser, man selv kunne have varetaget (hvis man havde tid). I en sådan ’udlicitering af livet’ opfinder vi i højere grad ydelser som rengøringshjælp, færdigforberedt og færdiglavet mad i supermarkedet, (fleksibel) institutionspasning af børn for at imødekomme ’de pressede børnefamilier’.
Men ’frigørelsen’ (eller tidsaflastningen og kompensationen om man vil) i disse ydelser, genererer en bundethed til arbejdet (der muliggør betalingen af dem).
I frigørelsens navn, adskiller vi os fra det, der betyder mest (såsom familien), og binder os til arbejdet (som lover selvrealisering og profit) og til objekter og forbrug (som substitut for et behov). Dette er, hvad jeg kalder ’frigørelsens bundethed og adskillelse’, og det er hele essensen af adskillelseskulturen.
Men ønsker vi egentlig at frigøre os fra vores børn og binde os til arbejdet? Ønsker vi at skabe en bundethed til objekter frem for mennesker? Ønsker vi, at ’aflevere’ dem i institution i det meste af døgnets lyse timer?
I min empiri er der en udtalt ambivalens omkring hvad, vi ønsker, og hvad vi gør (praksis). Hvorfor er det sådan? Og hvem bærer ansvaret for at bringe dette misforhold i balance ifølge diskursen?
‘Arkitekt for eget liv’:
I den offentligt medierede diskurs afspejles det øgede fokus på individet som ’arkitekt for eget liv’, hvilket tydeliggøres gennem forskydningen af ansvar. Ansvarsfralæggelsen fra fx staten og arbejdsmarkedet, bliver til en ansvarspålæggelse af befolkningen:
”Man skal engang imellem huske på, at det er ok ikke at nå det hele på en gang. Der en tendens til, at de yngre generationer lever livet i et overhalingsspor og glemmer, at de sådan set har et helt liv foran sig. At karrieren ikke kun sker nu. Men den skal sådan set være der hele livet. Og at uddannelse heller ikke kun sker lige nu. Der er rigtigt mange muligheder for efteruddannelse, siger hun. […] De erkender begge, at en del af familierne i Danmark oplever et pres. Ellen Trane Nørby, der selv er årgang 1980, kender fænomenet fra sin egen omgangskreds. Trods regeringens budskab om at arbejde mere, opfordrer hun nutidens forældre til at sortere i, hvad der betyder mest.”
Politikeren Ellen Trane Nørby anerkender, at karrieren ’ikke kun sker lige nu’, men hele livet. Hun anerkender også, at en del af befolkningen lever ’i et overhalingsspor’, uden at hun forholder sig til, hvorfor det er sådan. Men som det udtrykkes i min empiri, skal børnefamilierne: » […] performe […] karriere lige præcis i de år, hvor børnene er små.” I stedet for at lave bedre vilkår for børnefamilierne (fx i form af tiltag, der gør det muligt at skrue ned for arbejdet, imens børnene er små), sker dog ansvarfralæggelsen i opfordringen til, at den enkelte må ’sortere i hvad der betyder mest’. Det er ‘ok’ ikke at nå det hele – bare dette ikke indbefatter lønarbejdet.
Ansvaret for at sortere i hvad, der betyder mest (jf. ‘arkitekt for eget liv’), kan ikke være op til individet selv, idet vores samfundsstruktur lægger op til, at det er arbejdet, der betyder mest og dermed ikke tilgodeser tid til familielivet (som muligvis er dét, der betyder mest for mange).
Og hvis arbejdet skal sorteres mere fra, vanskeliggøres dette også af forestillingen om selvrealisering gennem arbejde, der således gør arbejde til et meningsfuldt foretagende i stedet for blot at være midlet til basal selvopretholdelse. Hvis den enkelte vil sortere noget arbejde fra, er den hjælp, der tilbydes af staten, ’fleksible’ arbejdstider og åbningstider i daginstitutionerne (tilnærmelsesvis ’døgninstitution’), samt ‘udlicitering af livet’:
”»Kassemedarbejderen i Føtex eller sygeplejersken har behov for, at kommunerne er mere åbne over for aftenpasning eller weekendåbent. Ligesom arbejdsmarkedet skal være opmærksom på, at det er nogle andre krav, der stilles i dag, skal kommunerne også være opmærksomme på, at der kan være et behov for at indrette daginstitutionerne på en ny måde,« siger Ellen Trane Nørby.”
Men fleksible arbejdstider gør, at arbejdet blot udskydes, hvilket kan blive en stressfaktor. Dermed skaber ’fleksibilitet’ bundethed fremfor frigørelse. I den moderne form for selvrealisering, hvor vi søger udvikling for udviklingens skyld (udvikling som mål i sig selv) forskydes fokus fra:
”[…] indhold til form og fra produkt til proces. Det vigtigste bliver nu ikke, hvad man lærer, men at man lærer; ikke hvad man forbruger, men at man forbruger; eller ikke hvad man er fleksibel i forhold til, men at man er fleksibel.” (Saugstad, 2005: 204)
Som kompensation for, at individet skal være fleksibel i forhold til famililivet, for at hellige sig lønarbejdet, tilbydes fleksible arbejdstider og ‘udlicitering af liv’ (som en måde at købe sig tid til det, der betyder mest). Men hvad er det, vi køber os tid til, og er det dét, der betyder mest?
Den tid vi helliger os arbejdet og tror, køber os tid til mere familieliv, er reelt tid, vi køber til endnu mere arbejde og det er således i statens interesse. Dette afspejler prioriteringen af arbejdslivet i vores kultur som værende det væsentligste (’det der betyder mest’ for staten og som helst også skal betyde mest for individet).
Individualiseringens sejr:
På forskellig vis gives der udtryk for individualiseringens sejring i min empiri. Fx anerkendes det i citatet her, at individerne har påtaget sig et ansvar, som samfundet har et medansvar i:
”Spørger man de danske forældre, tager de selv hovedansvaret for at bringe job og familieliv i balance. […] » Det ligger ikke i baghovedet på folk, at vi for eksempel af OECD-landene har den højeste dækning i børneinstitutionerne. Det afspejler også den offentlige debat om, hvem der har ansvaret for børnefamiliernes ve og vel. Det er 80ernes børn, der er blevet forældre nu, og de er vokset op med en stærk individualisering, hvor man selv har ansvaret. Det tager man på sig.«”
Og i selvsamme artikel bliver medansvaret annulleret:
”Rikke Bregendahl Ørum ser Gallup-målingen som et tegn på børnefamiliernes høje ambitioner og deres egen realitetssans. De ved godt, hvad de vil. Og de står ved, at det er et personligt valg. Konsekvenserne af det valg er de dog ikke altid så gode til at være realistiske om.»De er måske ikke altid parate til at tage den medicin, det kræver, når man både vil have et godt familieliv og en fantastisk karriere.”
Der en fremherskende enten/eller tilgang til karriere og familieliv i min empiri, og det er muligvis én af årsagerne til, at rammerne også er præget af den form for struktur, hvor individet enten kan hellige sig familien eller helliger sig karrieren (jf. sorteringen). Og hvis individet vælger sidstnævnte, bliver det på bekostning af førstnævnte og vice versa.
Per Schultz Jørgensen udtrykker meget klart tabet af det fællesmenneskelige og individets vilkår i adskillelseskulturen, når han siger:
”Vi må se i øjnene, at forældrene er meget fraværende i deres børns liv. Det er en grundlæggende familiepolitisk udfordring, vi ikke har løst. […] De, der betaler prisen, er børnene. De lever et liv væk fra deres forældre. Og når de bliver teenagere, begynder de at udvise forskellige symptomer på, at deres liv ikke er optimalt, mener professoren. Blandt børn i 15 årsalderen er det eksempelvis 20-25 procent, der lever med en slags permanent stress. […] Vi udsætter familien for nogle udfordringer og belastninger, som rent historisk stadig er nye. Og vi ved ikke, hvordan familien klarer det. Vores foreløbige erfaringer viser, at de ressourcestærke familier, der kan trække på det nære netværk, klarer sig godt. Vi har mange familier i den anden ende af spektret, der slet ikke magter det. Og så har vi en stor mellemgruppe, der bare lader stå til. De klarer det så godt, som de nu kan. De er defensive og tænker, at sådan er vilkårene bare.”
Citatet illustrerer hvorledes den ’deformerede humanisme’, som moderne selvrealisering medfører, har sejret i vores (adskillelses)kultur, hvis centrale idealer og syn på individet, harmonerer med forbrug og vækst, adskillelse og bundethed, men som til gengæld er på bekostning af det forpligtende fællesskab (det fællesmenneskelige).
En individualisering, som Saugstad påpeger, hvor der er en fare for at mennesket er ’blevet sig selv nok’. Niels Arbøl konkluderer ligeledes, at der er en manglende sammenhængskraft i de moderne familier, hvor svækkelsen af de sociale bindinger, mangel på tid, samt udlicitering af omsorgen, er gået ud over barnets tilknytning til sine primære omsorgsgivere (mor/far), som tilsammen har forårsaget at et stigende antal børn, der mistrives med alvorlige stressbelastninger og stressrelaterede sygdomme. (Arbøl, 2013: 439-440)
Konklusion:
Svaret på spørgsmålet om, hvorledes selvrealisering indskriver sig i adskillelseskulturen, er ganske enkelt det faktum, at selvrealisering er en integreret del af den adskillelseskulturelle praksis og afspejler vores kultur:
“Selvrealisering er således ikke en statisk forankret størrelse med gyldighed til alle tider, men kan snarere forstås som et spejl på det samfund, det udfolder sig i.” (Saugstad, 2005: 197)
Selvrealiseringens paradoks manifesteres i de adskillelseskulturelle praksisser, som jeg har belyst gennem ’frigørelsens bundethed og adskillelse’. Idealet om frigørelse fra det fællesmenneskelige som er karakteristisk for selvrealisering og dermed vores kultur, til fordel for en dyrkelse af individet, skaber adskillelse (mellem mennesker) og bundethed (til objekter og institutioner) hvilket er en barriere for en omsorgsrevolution, der netop tager udgangspunkt i det fællesmenneskelige.
Ideen om individets ’frie’ valg til at forme sit liv, som det vil, og ’sortere i det der betyder mest’, italesættes på forskellig vis i diskursen, som dermed skaber en overbevisning hos individet om, at det er frigjort, mens ’det frie valg’ er begrænset til statens interesser og dermed ufrit.
Individualiseringen giver individet en overbevisning om, at det selv er problemskabende, samt problemansvarlig (ansvarsfralæggelsen), og dermed vender individet ikke blikket udad mod de strukturelle begrænsninger og praksisser, der holder individet (og adskillelseskulturen) i ave.
Og hvis det, der betyder mest for den enkelte, er familien, så muliggør adskillelseskulturens rammer det ikke:
”Forbrugerismen, besættelsen af arbejde og det store fokus på selvrealisering er udtryk for en overdreven individualisme, der har udstrakt sig til alle livsforhold, og som har ført til en undergravning af familien som grundlag for samfundet.” (Arbøl, 2013: 462)
Litteraturliste
Litteraturlisten til dette indlæg findes her.