Af Manja Holmelund, specialestuderende i moderne kultur og kulturformidling, og frivillig ambassadør for Kulturkritisk Forum.
Min søn er 11 uger, første gang sundhedsplejersken nævner institution.
Hun siger, vi skal skrive os op i god tid og anbefaler allerede nu, at vi tager kontakt. Der er faktisk gode institutioner i området, siger hun, og nævner et par stykker.
Jeg kigger lidt beklemt på Ulvar, imens han ligger på sin mave og løfter hovedet op fra puslepuden. Jeg skal jo skrive speciale. Ulvar er nødt til at komme i institution i et halvt år, så jeg kan færdiggøre mit studie. Det er nødvendigt. Jeg kan jo altid knokle om formiddagen og så hente ham tidligt. Sundhedsplejersken bliver inddraget i mine tanker, og hun mener bestemt også, at han er nødt til at komme i institution. Hun hører mig tøve omkring det. Jeg mærker ambivalensen som en slags knude i min mave.
Dagen efter googler jeg alle dagtilbud i vores kommune. Jeg finder tilfældigvis en lille steiner dagpleje med et børnesyn og værdier, der stemmer overnes med vores, og jeg kontaker pædagogen. Det lyder nogenlunde sådan her: ”Hej, jeg vil gerne have skrevet vores søn op hos jer. Han er 11 måneder og vi vil have behov for pasning fra marts næste år. Hov, jeg mener 11 uger, min søn er 11 uger.” Pædagogen: ”Okay.. I er da meget tidligt ude, når din søn kun er 11 uger?” Mig: ”Ja, men vores sundhedsplejerske sagde, at vi skulle være i god tid, hvis vi skulle være sikret en institutionsplads.”
Vi aftaler at mødes ugen efter. Jeg går med Ulvar i vikle derhen og mødes med Jakob. Ulvar sover igennem hele samtalen. Jeg går og vugger ham. Pædagogen fortæller om deres sted og værdier, rutiner og praktiske ting. Knuden i min mave vokser, selvom alt hvad hun fortæller, lyder så fint, og stedet ser hyggeligt ud.
Jeg puster lidt i Ulvars nakke, det er sommer og jeg kampsveder. Viklebæring er varmt og vi er hud mod hud. Jeg spørger, om jeg kan hente Ulvar tidligt, og når jeg vil.
Pædagogen fortæller, at hun helst ser, at børnene ikke er særligt længe i institutionen, for det er ikke børnenes behov. Hun gik selv hjemme med sine børn.Jeg fanger, at hun ved tilpas nok om tilknytning og min fornemmelse er, at hun er et meget kærligt menneske.
Men jeg spekulerer på, hvordan Ulvar skal sove i krybbe, når nu han sover alle sine lurer i vikle hos mig? Og hvad med amningen?
Pædagogen fortæller lidt videre: ”Når børnene vågner fra lur, tager vi det helt i deres eget tempo. Nogen har fx brug for lige at sidde og vågne lidt, og så får de lov til det. Vi har også en regel om, at telefonerne er slukkede. Det gælder også forældrene, der henter og bringer. Her skal ikke være stress og jag, men nærvær, og børnene skal have lov til at være børn, lige nøjagtig som de er.
Og børnene knytter sig også til mig. Nogen kan finde på at kalde mig mor, og så føler jeg virkelig, at jeg har opnået det, jeg ville. Altså at de er så trygge ved mig, at jeg føles som en mor. Så spørger de nogle gange, hvor deres anden mor er…”
Og mere husker jeg ikke fra vores samtale. Det var her, knuden i min mave eksploderede, og jeg lige så stille lukkede ned for omverdenen for at gå (helt institnktivt) ind og konsultere mit lille hjertekammer, hvor der lød et rungende: NEEEEEEEJ!
Og hvorfor? Det lød da sympatisk og sødt, ikke? Tænk engang at skabe sådan nogle institutionelle rammer for børn? Ville jeg ikke til enhver tid anbefale institutionen til andre med pasningsbehov? Jo, jo og jo.
Men hendes udtalelse, hendes succeskriterie om, at børnene var så trygge, at de simpelthen begyndte at kalde hende for mor, igangsatte en modstand i mig: For Ulvar har ikke brug for nogen reservemor. Han har mig. Og jeg tænkte med tristhed på de børn, der er blevet så forvirrede over hvem, der er deres mor – fordi de tilbringer det meste af døgnet væk fra deres biologiske mor, i armene på en betalt pædagog – at de begynder at kalde hende for mor.
”HVAD ER DET FOR EN SYG KULTUR JAKOB?!” – råber jeg til himlen på vejen hjem. ”Shhhh! Du vækker ham jo!” – svarer Jakob. ”Der er ikke andet for end, at må jeg skrive mit speciale med Ulvar hjemme. Så må jeg tilrettelægge det grundigt og gå på kompromis med mit ambitionsniveau. Hellere dét end at gå på kompromis med Ulvar.”
Og sådan blev det, fristes jeg til at skrive. Forhåbentligvis bliver mit speciale godt (alligevel) og en kæmpe (videnskabelig) fuckfinger til vores adskillelseskultur!