Siden afsnittet blev udgivet, har flere spurgt: “Hvad er det gamle børnesyn præcist?”. Det gamle børnesyn er kort fortalt det, hvor det er ok at diskriminere mod børn, med henvisning til:
- vi beskytter dem
- deres kognitive underlegenhed
- deres letpåvirkelighed
Det taler Sarah Alminde og jeg en del om i podcasten.
Det er vigtigt at understrege at rigtig megen af den diskrimination mod børn, der foregår, sker i god mening. Desuden at vi alle – inklusiv jeg selv – kommer til at gøre det, i en eller anden grad. Og stort set dagligt.
I dette indlæg vil jeg forsøge at give konkrete eksempler på, hvordan det gamle børnesyn udfolder sig og hvorfor det er diskriminerende.
Hverdagseksempler på det gamle børnesyn
Eksempel 1
Det første indlysende eksempel er institutionalisering. At tage børn væk fra deres forældre, og placere dem i store flokke, med mennesker, der (omend dygtige, kompetente, omsorgsfulde og nærværende) ikke elsker dem. Når der skrives om institutioner i de store danske mediehuse, ser vi ofte billeder af børn, der kigger gennem hegn. Forestil jer en situation, hvor vi placerede voksne (arbejdsduelige) mennesker bag hegn; isolerede fra omverdenen, og endda sat der under protest og tydelig tilkendegivelse af at de hellere ville være et andet sted.
Kan du forestille dig et scenarie, hvor tilsvarende ville overgå voksne (arbejdsduelige) mennesker? At placere dem et sted, de ikke har lyst til at være, vel vidende at de faktisk ville have allerbedst af at være sammen med mennesker, der elsker dem. Velvidende at der – for nuværende – end ikke er mennesker nok til stede, til at opfylde deres grundlæggende følelsesmæssige og fysiske behov.
Er det en situation, der nogensinde ville udfolde sig hver eneste dag, med voksne mennesker? Forestil jer et billede som det nedenfor, hvor det – i stedet for børn – er voksne mennesker, der er placeret bag et hegn i store flokke, og kravler op, for at se den verden, de er afskåret fra. Har det scenarie en gang på jord?
Disclaimer: Nej, dette er ikke en kritik af forældre, der anvender institution. Det er en kritik af institutionalisering som fænomen, foranlediget af det diskriminerende element, det har iboende i sig.
Eksempel 2
Et andet eksempel kan være, når vi insisterer på at vores børn skal tage tøj på/af, fordi vi er overbeviste om at de fryser/sveder. Ville vi gøre det mod et voksent menneske? Eller ville vi have tillid til at vedkommende kan mærke sin egen krop, og i øvrigt vide at det ikke er okay at blande sig i, hvad andre mennesker gør med deres kroppe? Her er det oplagt også at henvise til at vi forsøger at beskytte vores børn. Og vi siger jo netop disse ting i misforstået godhed; fordi vi elsker vores børn meget højt, og ikke ønsker at de bliver syge. Men hvad er værst; en forkølelse eller at blive frataget retten til at bestemme over sin egen krop?
Eksempel 3
Når vi spiser sammen med vores børn, og de ikke kan spise mere. Skal vi så fortælle vores børn at de skal spise op, eller skal vi stole på at de selv kan mærke, når de er mætte? Hvad ville vi gøre, hvis barnet i stedet var en voksen? Samme tanker gælder med udtalelser som “du er godt nok dygtig til at spise” eller “du spiser jo ingenting”. Ville vi sige det til en voksen?
Eksempel 4
Når vi irettesætter vores børn, foran andre, og påtvinger dem en empati og social dannelse, de måske endnu ikke er i stand til at mestre, ved at bede dem om at sige fx “undskyld” og “tak”. Ville vi gøre det ved et voksent menneske? Diktere deres udtalelser, som var de en papegøje?
Eksempel 5
Når vi taler hen over hovedet på vores børn, om dem. Fx fortæller noget sjovt/fjollet, barnet har sagt, uden at inkludere barnet i samtalen. Eller laver en joke på barnets bekostning. Ville vi risikere at påvirke et voksent menneskes selvværd på den måde? Det tænker jeg, de færreste af os ville. Vi ville snarere have fokus på at tale kærligt til hinanden, så ingen er i tvivl om den respekt og omtanke, vi nærer for hinanden.
Eksempel 6
Når vi søvntræner børn, fordi vi tror, vi gør dem en tjeneste ved at “lære dem at sove selv”. I det hele taget, når børn græder, og vi negligerer den gråd, fordi “børn græder jo hele tiden”. Den objektificering af børn, som en genstand, der skal formes og tilpasses i de voksnes billede, er klassisk for det gamle børnesyn.
Eksempel 7
Når vi råber af vores børn og/eller skælder dem ud, fordi de ikke “gør hvad vi siger”. Løser vi konflikter med voksne på den måde?
Eksempel 8
Når vi ekskluderer børn fra sociale sammenhænge, fordi de ikke passer ind i temaet. Ville vi gøre det mod en anden minoritetsgruppe i samfundet; gravide, ældre, flygtninge, syge etc?
At deschoole sig det gamle børnesyn
Jeg tror, de fleste af os kan genkende nogle af eksemplerne ovenfor. I know, I can. Selvom jeg er meget opmærksom på at behandle mine børn ligeværdigt, kommer jeg alligevel dagligt til at diskriminere mod dem. I situationer, hvor tiden ikke er til at lytte til deres perspektiv. Hvor jeg ikke selv har overskuddet. Hvor der er et beskyttelseshensyn at tage. Eller hvor jeg ikke har indflydelse til at lave omstændighederne om, så børnene kan inkluderes/behandles ligeværdigt.
Hvad er det nye børnesyn så?
I det nye børnesyn anses børn ikke kun som et udviklingspotentiale, voksne kan forme på, men som ligeværdige og kompetente individer i sig selv. Du kan høre mere om det nye børnesyn i podcasten, som jeg linker til ovenfor.