Læs en forælders anonyme beretning om forholdene i barnets børnehave nedenfor.
Morgenstund i børnehaven
36 børn…
2 voksne…
Klokken er lidt over 8 og jeg er ved at aflevere mit barn i børnehaven.
“Hvornår kommer den næste?” spørger jeg.
9:15. 9:15 kommer der flere ansatte.
Jeg tager jakken af. “Jeg bliver” siger jeg og spørger om der er noget særligt jeg kan gøre.
“Det er så fint at du bare sidder og er ved børnene” kommer det tilbage.
De prøver at ringe efter nogen til at komme. En er syg og en har planlagt afspadsering. Der mangler altså 2 voksne hele dagen.
Jeg tager imod børn, vinker til forældre, får trøstet når det er svært at sige farvel.
Jeg læser, sender på toilettet, tørrer næser, fanger en arm der er på vej til at slå.
Jeg samler op fra gulvet, hjælper da puslespilsbrikken bare ikke vil og tålmodigheden er sluppet op.
Børnene spørger ikke hvem jeg er. Det betyder vist ikke noget. Bare jeg er der. Bare der er NOGEN.
Med mig er vi 3 til 36 – 1 voksen til 12 børn.
Jeg kunne have vendt om og taget mit barn med hjem igen – men det havde ikke hjulpet alle de andre børn eller pædagogerne.
Pædagogerne kigger på hinanden, øjnene taler, der udveksles ganske få ord og de er effektive – shit de er effektive.
Børn på toilettet, børn der skal have ren ble, børn der skal hjælpes, krammes, støttes.
Der er ikke en finger at sætte på pædagogerne.
De er bare kun 2.
Selvstyret leg – HURRA for selvstyret leg, for der er simpelthen ikke voksne til andet.
De store klarer sig selv, der er heller ikke så mange andre muligheder.
De små går rundt og går… Uden formål og uden leg.
En finder et puslespil – puhhh det sætter 5 andre igang.
Alle vil sidde på bænken, ingen vil sidde på stolene.
Det var én voksen.
Det er ble-skiftetid.
Det var to voksne.
Der skal skæres frugt.
Bum, ikke flere voksne.
Ja, det var en dag med to væk – altså ikke en normal dag.
Ja, det er sjældent det sker – i hver fald i denne institution.
Men 1 til 12 er faktisk en helt normal normering i ydertimerne – og uanset hvor ulogisk det er, så er det åbenbart “ydertimer” hele dagen, undtagen 9-12.
Hvis jeg ikke havde haft mulighed for at blive…
Hvis jeg ikke havde haft lyst…
Hvis jeg ikke havde været opmærksom, men bare afleveret som alle andre…
Så havde normeringen heddet 1 til 19.
Jeg er glad for at jeg ikke har flere små børn og at det jeg har er på vej i skole – for det her kan jeg slet slet ikke stå inde for.
Kan VI, som samfund, virkelig stå inde for det her?