Dette indlæg er indsendt af en følger af Kulturkritisk Forum. Vedkommende ønsker hjælp i form af dialog med forummets øvrige følgere vedr. den livssituation, skribenten står i.
Har du gode råd til skribenten? Skriv en kommentar til indlægget her eller på postet på Instagram under @kulturkritiskforum.
Vil du i kontakt med skribenten, så send mig en DM på Instagram.
Kære forældre
Jeg har brug for jeres råd, sparring, input, andre overvejelser end dem, jeg selv har gjort mig.
Min familie (mand og to børn på hhv. 5 år og knap 3 år) bor i et selvoprettet kollektiv/bofællesskab. Der bor lige nu én voksen udover os.
Tidligere har vi boet 4-7 voksne + 2 børn. Vi har boet her i 3 år. Vi har vores egen bade- og soveværelser, men fælles køkken, spisestue, stur og kontor. Og fælles madkort, forsikringer, banklån med videre, så vi lever tæt. Vores børn er knyttede til vores bofælle, og de har mange ting sammen i hverdagen.
Vi står nu overfor at bryde vores bofællesskab op. Det er en fælles beslutning fra alle os tre voksne. Grundet økonomi, pligter, manglende udsigter til at blive flere (kendte) voksne med børn i bofællesskabet med videre, føler vi, at det bedste vil være at gå hver til sit. Evt for en periode.
Min mand og jeg har taget børnene hjem fra hhv dagpleje og børnehave i maj måned 2019, og vi trives rigtig godt med hjemmelivet. Økonomien knap så meget.
Vores bofælle har i flere år håbet på, at hans kæreste, der bor og arbejder i udlandet, ville komme til Damark, så de kunne leve og bo sammen her. Og evt få børn. Men hun har endegyldigt meldt fra her i december. Hun kommer ikke.
Det samme gælder vores tidligere bofæller, der nu bor i Norge. Hvis alt havde gået, som alle vi voksne havde håbet og drømt om, ville vi nu altså være 6 voksne i huset. Og flere børn end vores. Men sådan er situationen ikke lige nu.
Min mand og jeg er pressede af økonomien på sigt, og vores bofælle er presset af manglende frihed og muligheder, og føler sig (på godt og på ondt) bundet til huset og os.
Jeg kan SAGTENS forstå ham. Og det kan min mand også. Min mand og vores bofælles har kendt hinanden i over 12 år. Og boet sammen (på kollegie og nu i vores kollektiv) i mere end 9 af dem. Og ingen af os ønsker at stå i vejen, når den anden part ikke trives længere.
Min mand og jeg er nu meget i tvivl om, hvad vi skal gøre.
Hvor skal vi flytte hen? Hvor finder vi et fællesskab? Hvor mange flytninger kan børn klare?
Skal vi blive i området hvor vi har relationer og det ene hold bedsteforældre, eller finde et område hvor der er andre og flere muligheder, og evt flytte igen?
Skal vi starte vores datter op i den lokale folkeskole, eller skal vi hjemmeskole hende de(t) første skoleår, så hun undgår endnu et skifte? (Hun har aldrig trives i børnehave).
Hvordan finder man ud af, om en friskole er velfungerende, med stor forældreinvolvering og med ligesindende familier i den skole?
Hvordan forklarer man bedst børnene, at vi ikke længere skal bo sammen med deres elskede voksenven?
Vi har lært meget, af at bo sammen, og vi ønsker ikke at bo selv i et parcelhus. Det er slet ikke os. Vi vil et større fællesskab, natur, større økonomisk råderum og frihed. Og vi, børnene og jeg, trives i vores hverdag lige nu, men på sigt kommer vi til at mangle ligesindede og venner til vores den store på 5 år.
Vi har også brugt det meste af sommeren og efteråret 2019 på at skabe kontakt og få et hjemmeliv igang.
Alle tanker og erfaringer modtages med kyshånd. Mit hoved har brug for input
Hvis det er til nogen hjælp bor vi lige nu i Stevnstrup mellem Randers og Langå. Bedsteforældrene bor i hhv Brønderslev og Randers. Børnene har en god relation til begge hold, og de vil rigtig gerne deres børnebørn, om end de synes vi træffer nogle lidt anderledes valg på deres vegne indimellem.