Denne beretning er indsendt af en bekymret mor til Kulturkritisk Forum. Moren ønsker at være anonym, og forklarer følgende om hendes ønske om anonymitet: “Jeg har ikke skrevet mit navn eller kommunen, det handler om, fordi jeg er bange for at personalet/direktionen finder ud af at det er mig, der har skrevet dette, og at det vil have en negativ indflydelse på mit barn, som stadig er tilknyttet institutionen”

Da mit barn havde brug for en lang indkøring i vuggestue, har jeg haft muligheden for at følge med i en vuggestue i Xxx Kommune i knap 2 måneder, 1-2 timer hver dag, om formiddagen.

Vuggestuen er forholdsvis ny og moderne indrettet, og havde lige åbnet en ekstra stue (de gik fra 1 til 2 stuer), da mit barn startede. De nye børn skulle “køres ind” hurtigt; ét barn pr. stue pr. uge.

Fra starten var der 2 pædagoger pr. stue, men kun én medhjælper tilfælles. En anden medhjælper blev først hyret, da de to stuer var på fuld kapacitet (dvs 13 børn på den ene stue og 12 på den anden).

Selvom vi gentagne gange blev lovet at de to stuer ville være adskilte efter den første uge, gik der over en måned inden det endelig blev til virkelighed. Dette betød at det ikke var klart for børnene hvem deres pædagoger var, og at der var alt for mange børn i den ene stue, hvor de blev proppet sammen.

Det gav uro, larm og gråd, og mange af børnene var utrygge ved situationen. Dette er ikke kun mit indtryk; jeg fik det bekræftet ad flere omgange af både lederen og pædagogerne.

Da indkøringen af de nye børn skulle ske så hurtigt, var det umuligt for pædagogerne at skabe en dyb, tryg og meningsfyld tilknytning til de enkelte børn, de skulle “køre ind”. Når de kun lige havde startet med at bygge bro, skulle de videre til næste barn.

Jeg kan tydeligt se at de fleste af de nyindkørte børn på mit barns stue ikke er trygge endnu. Dertil kommer at normeringen næsten aldrig var 1 voksen til 4 børn. Tværtimod.

Jeg har ad flere omgange oplevet at der var 16 børn på en stue eller legeplads, med kun to voksne i en halv – til en hel times tid.

Nogle gange var der en tredje voksen på banen, men denne var hele tiden i gang et andet sted (fx ved at putte, skifte ble etc). De to voksne, der var tilstede, var ikke altid pædagoger eller fastansatte. Mindst én gang var der kun en medhjælper og en vikar til de 16 børn.

Tilføj utrygge børn, som ikke er trygt tilknyttet deres primære pædagog (som ikke engang er til stede) – så opstår en frygtelig situation, hvor flere børn går rundt og græder, uden at der er nogen som tager sig af dem.

Og ikke kun i et par minutter. Ad flere omgange var der flere børn der græd størstedelen af tiden, indtil der endelig kom flere voksne på banen og tog sig af dem.

Eller hvor nogle af børnene gik rundt som zombier uden at søge nogen form for kontakt til de voksne, der nu er til stede.

De fleste af pædagogerne gjorde trods alt et godt stykke arbejde, men når man mangler personale og derudover har nogle, der er syge eller skal noget andet uden at der bliver tilkaldt en vikar, så er det ikke godt nok og vores børn bliver svigtet. Så kan personalet ikke meget mere end at slukke ildebrande. ‘

Ikke “kun” farligt for børnenes mentale sundhed

Derudover opstår der uforsvarlige situationer. Jeg så et barn halvt (dvs med hele underkroppen) hængede ud af vinduet, og som kun blev reddet i sidste øjeblik.

Et andet barn faldt næsten baglæns ud af en højstol – og undgik det udelukkende, fordi jeg fik øje på det og fangede barnet på vej ned.

Ad flere omgange var der børn der havde blå mærker eller havde skrabet sig, hvor ingen af de voksne havde set hvad der var sket, og hvor jeg hørte dem snakke til hinanden og opdigte en historie om hvad der var sket, så alle vidste hvad der skulle siges til forældrene.

Udover de mulige ulykker, der kunne være sket, får hvert enkelt barn bare ikke opmærksomhed nok. Hvis man ganger de få minutters kontakt hvert barn fik, mens jeg var der, for at komme på hvor meget kontakt de så får på en dag, så ville det nok ikke være meget mere end 15-20 minutter.

De stille børn vist lidt mindre og dem, der larmer eller græder meget, lidt mere.

Desværre har jeg også hørt en pædagog sige til et grædende barn at det ikke måtte komme op på skødet hvis ikke det stoppede med at græde. Samme pædagog har jeg hørt sige til flere grædende børn: “Stop så!” med irriteret tone. Samme pædagog gik også med grædende børn rundt på legepladsen, uden at give barnet nogen form for trøst, anden kropslig kontakt end at holde barnets hånd. Pædagogen gik bare rundt med børnene, uden at sige noget, udover deres navn i irriteret tone.

Jeg har også oplevet ad flere omgange at det tog mellem en halv – og halvanden time inden et barn blev skiftet efter at det blev konstateret at det havde en lorteble. At et barn gik rundt på legepladsen på den våde jord, uden støvler på (de var faldet af), grædende, i 15 minutter, inden nogen lagde mærke til det.

Til sidst kan jeg tælle de gange, jeg har hørt et barn le, på een hånd.

“Det gode børneliv”

Samtidig bliver det ‘gode institutionsliv’ iscenesat for forældre: når der lige er tid og hænder nok til en altivitet, tages der en masse billeder, som bliver lagt op på Intra. Så kan forældrene sove godt om natten med en ‘clear conscience ‘.

Og denne institution har et god ry, og gode karakterer. Jeg vil ikke engang tænke på, hvordan tingene er i de ‘dårlige’ institutioner, med røde anmærkninger.

Hvad har vi gang i som samfund, at vi mishandler vores mest dyrbare, mest sårbare medborgere – som endda ikke kan forsvare sig selv eller selv komme ud af situationen – på denne måde?