Her til aften læste jeg en tråd i Facebook-gruppen ‘Moderne hjemmegående forældre’ (kan anbefales!) fra en mor, der søgte evidensbaseret viden, der kunne validere hendes mavefornemmelse; at hendes lille barn har brug for at være hjemme ved hende – og ikke i vuggestue.

Selvom det er min klare overbevisning at hendes intuition er vigtigere end al forskning i verden, kan jeg 100% sætte mig ind i behovet for at få bekræftet ens mavefornemmelse med noget objektivt konstaterbart. Det er bare sådan, vi mennesker fungerer; det, der kan måles og vejes kobles sammen med det, der kan føles og erfares. Så har vi det bedst. Balance mellem maskuline og feminine energier i vores liv.

Nå, men i tråden dukkede to nye kilder op omkring vuggestuestart og tryg tilknytning, og dem får I også lige glæden af nedenfor.

Har du forslag til evidensbaseret viden – eller artikler, der bør være en del af Vidensbanken? Send mig en mail på info@kulturkritiskforum.dk eller DM mig på SoMe-kanalerne tilknyttet Kulturkritisk Forum.

Professor i klinisk psykologi, Ole Schouenborg: “Ingen børn vil forlades af mor og far“, Politiken, 2010

Schouenborg er bare én af de helt store danske helte, når det kommer til at italesætte det problematiske ved institutionalisering af småbørn. Han er forfatter til den eminente bog “Velfærdsyngel”, og denne artikel giver et ret godt – og hurtigt indblik i hans tilgang til institutionalisering. Fx ved dette citat:

Vi trøster os med en løs teori om, at småbørn er vældig kompetente og robuste, og vi lader os berolige med, at de tilsyneladende hurtigt tilpasser sig situationen og holder op med at græde. Men jeg vil påstå, at smerten ikke går over. Barnet får adskillelsesangst og angst for tab af relationer, og mistilliden kodes ind i barnet, når det tidligt bliver forladt i vuggestuen

Ole Schouenborg: Ingen børn vil forlades af mor og far, Politiken 2010

Psykolog Bo Møhl for Psykiatrifonden: Den vigtige tilknytning mellem barn og forældre

Særligt dette citat fra teksten, hvor de fire tilknytningstyper er beskrevet, synes jeg er enormt interessant:

A) Ængstelig, afvisende tilknytning. Børnene reagerer kun ganske lidt, når de adskilles fra moren, og ignorerer hende, når hun kommer tilbage. Senere i livet er der risiko for, at børnene bliver følelsesmæssigt isolerede, at de afviser andre og har ringe selvværd.

B) Tryg tilknytning. Børnene bliver kede af det, når de adskilles fra moren, men lader sig trøste, når hun kommer tilbage. De falder til ro og genoptager deres leg. Disse børn har senere større selvtillid og uafhængighed end de ængsteligt tilknyttede børn (a, c og d).

C) Ængstelig, ambivalent tilknytning. Børnene bliver ulykkelige, når de adskilles fra moren, og de er svære at trøste ved genforening. Senere er der risiko for, at børnene bliver anspændte og lette at frustrere, samtidig med at de er passive og hjælpeløse.

D) Ængstelig, desorganiseret tilknytning. Børnene har svært ved at klare stress, og deres adfærd er forvirret og uforudsigelig. Ved genforening med moren kan barnet f.eks. søge hen til hende for at få trøst, men kan pludselig ændre adfærd, stivne og måske smide sig på gulvet. Der er senere risiko for, at børnene udvikler psykiske forstyrrelser, selvdestruktiv adfærd og misbrug. Disse børn er de mest sårbare.

Kilde: Psykiatrifonden: Den vigtige tilknytning mellem barn og forældre,

Hvad ville der ske hvis denne beskrivelse af de fire tilknytningstyper hang i hver eneste dagpleje, vuggestue og børnehave landet over? Jeg er ret sikker på at tilknytningstype A og C vil sætte nye perspektiver på antagelser, vi videregiver til os selv – og hinanden, som fx: “Nu er han bare så glad for sin vuggestue”, “hun vil slet ikke med mig hjem” og begreber som “ulvetime” og “nedsmeltninger”, ved hjemkomst fra vuggestue.

Og vi slutter af med en vis kvinde; Mette Carendi

Og så lad os slutte indlægget af med et citat (som også blev delt i den dejlige tråd) af psykolog Mette Carendi (som i øvrigt netop har udgivet en bog om tilknytning; “Tænd for forbindelsen”):

“Velvidende at dette opslag muligvis starter både bål og brand, er jeg nødt til at knytte endnu en kommentar til hele debatten om, at børns venner er sekundære ift. børns interaktion med modne voksne. Det er ikke en debat, jeg har kastet mig ud i for at være irriterende påståelig, eller fordi jeg mener, at venskaber ikke er vigtige. Debatten er nødvendig, fordi det er indiskutabelt at især små børns daglige interaktion med modne voksne, som de er knyttede til, er vigtigere end børns interaktion med jævnalderen. Det er simpelthen et faktum (et faktum, jeg i øvrigt ikke har fundet på, jeg er udelukkende budbringer). Forstil dig f.eks. at to toårige bliver plantet på et en øde ø uden voksne. De ville ikke blot dø af sult og dehydrering, men også af rædsel. For der er ingen til at hjælpe dem tilbage til en tilstand af fysiologisk og psykologisk tryghed – det kan børn ikke give hinanden og det skal børn ikke give hinanden. Det er et job for de voksne. Jo yngre barnet er, jo mere har barnet brug for kontinuerlig interaktion med modne voksne, hvor interaktionen med jævnaldrene er sekundær. Det betyder ikke, som nogen af mystiske årsager læser det, at børn ikke skal være sammen med andre børn. Det betyder, at børn primært skal være sammen med andre børn i en kontekst, hvor de hurtigt kan komme i kontakt med modne voksne, som de er knyttede til. Vi kan aldrig tage små børn – eller større børn for den sags skyld – ud af konteksten. Det giver ingen mening at tale om gavnlig socialisering via venskaber uden først at forstå konteksten for at den gavnlige socialisering overhovedet kan opstå. Konteksten er adgangen til modne voksne, som børnene er knyttede til. Fjernes den kontekst, har du blot rådvilde børn, der meget hurtigt bliver overvældede i hinandens selskab. Så vi er nødt til at stille os selv følgende spørgsmål: Er vi leveringsdygtige i en optimal kontekst for små børn? Og er svaret nej (hint: det er det) – hvad skal det til for at rette op på det?