Anmeldelse af ‘Det Moderløse Samfund’

Biolog og lektor Niels Arbøl udgav i 2013 bogen ‘Det Moderløse Samfund’ på Forlaget Queenswood.

‘Det Moderløse Samfund’ er en naturvidenskabelig kulturkritik, der problematiserer den udvikling, der er sket i samfundet, som følge af at begge forældre arbejder fuldtid efter endt barsel i stort set alle børnefamilier i DK.

Bogen beskæftiger sig med udviklingen fra et naturvidenskabeligt perspektiv, og undersøger fænomener som faldende fødselstal, kvindens alder ved graviditet, familiekonstruktioner, abort, fertilitetsbehandling, stress hos forældre og børn, forbrugerisme og moderskab.

Det er betændte emner, der tages op, og bare ved at læse ordlyden i bogens indholdsfortegnelse – for ikke at tale om selve titlen på værket – kan man som læser mærke provokationen ulme i maven.

‘Det Moderløse Samfund’ er et tungt og tekstfuldt værk. Og det ér i den grad et værk! Lige knap 600 siders veldokumenteret kulturkritik set med biologiske briller. Ikke lettilgængeligt på den måde, at man lige fisker værket frem fra hylden en ledig stund på en lørdag eftermiddag (for dem er der jo så mange af ). Værket fordrer en interesse i det biologiske syn på samfundsudviklingen.

Jeg vil da også indrømme at det har taget mig en rum tid at komme mere eller mindre igennem værket, hvilket ikke kun er foranlediget af min sparsomme tid til at fordybe mig i bøger. Det er simpelthen en tung og sværtfordøjelig bog.

Jeg har udvalgt kapitler, som jeg synes – for mig – er de mest interessante. På den måde fungerer bogen som en art opslagsværk, og niveauet af videnstilegnelse og research, der må ligge bag udarbejdelsen af værket, er intet mindre end imponerende.

Jeg har koncentreret mig om kapitel 7-10, simpelthen fordi de falder i mit interesseområde, og fordi den tid, jeg har tilgængelig, gør det nødvendigt for mig at udvælge.

I disse kapitler tales der om stress hos mødre og børn, tilknytning og så perspektiveres der på værket og moderskabet generelt.
Du får her en kort (tro det eller ej) introduktion til hvad disse sider – blandt andet – indeholder:

Mellem 1987 og 2005 er der sket en markant stigning i oplevelsen af stress hos kvinder og mænd – værst er det i gruppen 25-44 år, hvor småbørnsfamilierne placerer sig. Særligt er erhvervsaktive mødre stressede, og tyngede af dårlig samvittighed over fordelingen mellem arbejdet ude og ansvaret hjemme.

Det er først i 1990’erne at det blev almindeligt for mødre at arbejde fuldtid efter barsel. I 60’erne holdt kvinderne ofte op med at arbejde, mens børnene var små. Fra 90’erne og frem blev tendensen at mødrene hurtigt vendte tilbage til arbejdsmarkedet og oftest på fuld tid snarere end deltid (som var tendensen i 70-80’erne). Den på nuværende tidspunkt dominerende familiekonstellation ift. work/life balance har altså ikke forfærdeligt mange år på bagen, hvilket er interessant, taget i betragtning hvor ukritisk vi generelt set reproducerer den (det sidste her er jo så min egen tanke, som jeg ikke kunne holde for mig selv ‍♀️).

Det danske familiemønster med to fuldtidsarbejdende småbørnsforældre er ikke kun forholdsvis nyt i DK; det er også ret isoleret i forhold til tendensen i det øvrige Europa, hvor muligheden for at blive hjemme ved sine små børn er muliggjort gennem en række politiske tiltag.
Der udover beskattes familier med én indkomst højere i DK end noget andet sted i verden. Lande som Finland og Sverige har de seneste år indført økonomisk støtte til småbørnsfamilier, hvilket gør det muligt at holde børn hjemme de tre første år af barnets liv.

10 andre lande i EU har lavere forskel i lønninger til mænd og kvinder, og man kan således ikke sætte lighedstegn mellem en i en årrække hjemmegående mor og ulighed mellem kønnene, eftersom flere kvinder går hjemme med deres børn de første tre år af børnenes liv i de øvrige EU-lande end i DK, hvor der samtidigt er mindre ulighed i lønningerne.

Den dominerende familiekonstellation i DK med to fuldtidsarbejdende småbørnsforældre stresser vores børn. Jo tidligere børn kommer i institution og jo flere timer, de tilbringer der, jo større er risikoen for at de udvikler en stressbelastning, der vil påvirke deres følelsesmæssige og sociale udvikling.
10% af alle børn i DK lider af kronisk stress! Det er kun personligt nærvær, der kan ruste børn til at håndtere de stressfaktorer, samfundet udsætter dem for.

Børns tilknytningsadfærd aktiveres, hvis de er stressede (sult, smerte, angst etc), hvorfor stress og tilknytning er beslægtede evolutionært. Heraf følger at hvis barnet adskilles fra forældrene, kan det udvikle en længerevarende og alvorlig stressbelastning.

Udviklingen af den komplekse menneskehjerne kræver en så høj grad af tid og tryghed mellem primær omsorgsperson og barn at mennesket har den længst varende yngelpleje i hele dyreriget. Fra talrige observationer af børn, der er blevet midlertidigt adskilt fra deres primære omsorgspersoner, har man observeret følgende stressreaktioner i nævnte rækkefølge: protest, fortvivlelse og emotionel frakobling. I protestfasen reagerer barnet med gråd, vrede og søgen efter den primære omsorgsperson, hvilket er et forsøg på at bringe personen tilbage. Hvis ikke den primære omsorgsperson kommer tilbage, går barnet over til at stille, indadvendt og ikke at ville undersøge sine omgivelser. Dette er også en biologisk funderet reaktion: barnet forsøger at være stille, så det ikke bliver spist af et rovdyr, mens det venter på at blive genfundet af dets primære omsorgsperson. Ved langvarig adskillelse, kan barnet blive apatisk, depressiv, aggressiv eller selvskadende. Den emotionelle frakobling er et særligt træk ved menneskebørn: barnet genoptager gradvist sine normale aktiviteter, virker ikke ked af det, er venlig overfor andre, og kan være decideret afvisende overfor sin primære omsorgsperson, når vedkommende returnerer. Dette tolkes i vores kultur som et tegn på at barnet er ‘faldet til’ eller ‘trives’, men er reelt et udtryk for at barnet føler sig svigtet og ikke tør at indlede kontakt med sin primære omsorgsperson igen, af frygt for at blive forladt igen.

Når man har læst ‘Det Moderløse Samfund’ er det ikke rigtigt muligt at snige sig udenom at se sammenhænge mellem den måde, vi lader vores børn starte livet på, og den udvikling, samfundet har taget sideløbende ift. psykisk og fysisk sundhed. Derfor er bogen et vigtigt bidrag, når vi skal kaste et kritisk blik på den gældende kultur.
Bogen har en pragmatisk tilgang til mellemmenneskelige anliggender, og som filosof, kvinde og menneske kan jeg godt savne det etiske, intuitive og empatiske perspektiv, men én bog kan ikke indeholde alt, og man må give dette værk at det indeholder langt mere end de fleste.

Der sniger sig ind imellem personlige holdninger til emner som ‘opdragelse’, ‘ligestilling’, ‘kønsroller’. Selvom jeg ikke er enig i ganske mange af de normative betragtninger i bogen, er jeg glad for at jeg brugte tid på at læse (dele af) den. Den giver stemme til et biologisk perspektiv på samfundsudviklingen, og dét er nødvendigt.

Du undgår ikke som menneske at føle dig provokeret og sat i bås, i løbet af læsningen af dette værk. Der er gennem bogen en undertone af at der findes én “rigtig” slags kvinde, og at hun er en mangelvare nu til dags. Det er ærgerligt, for det giver bogen en sexistisk undertone, som helst ikke skulle overskygge al den gode fakta, der er samlet i bogen. Men når forfatteren alligevel samler op i sin perspektivering og skriver at hans kritik ikke gælder “… kvinderne, men hele den vestlige kultur, der under påskud af en abstrakt individualisme (…) har befordret en ny og radikal dehumanisering” – må jeg erklære mig enig.

Den reaktionære skrivestil provokerer, hvilket kan bruges konstruktivt i gentænkningen af den måde, vi indretter os som småbørnsfamilier, på en måde, hvor der er mulighed for at inkludere far i en meget højere grad end hidtil. Derfor synes jeg trods provokation at værket absolut er tiden værd. Det giver et tiltrængt kritisk perspektiv på den massive institutionalisering af barndommen og ræset i hamsterhjulet, som vi mere eller mindre har accepteret som værende all there is.

Forfatter til ‘Det Moderløse Samfund’ Niels Arbøl har i forbindelse med denne anmeldelse af bogen skrevet et indlæg til Kulturkritisk Forum. Find indlægget her