Som mange andre forældre, er jeg medlem af diverse fora på SoMe. Fora, hvor jeg finder ligesindede ift. den måde, vi er forældre og familie på.
Der oplever jeg ofte at forældre skriver lange fortvivlede indlæg om at blive “drillet” af familie og venner, fordi de er FOR pylrede/overbeskyttende/opmærksomme/ængstelige/oppassende/letpåvirkelige etc overfor deres børns signaler.
Det er en tendens, jeg godt kan nikke genkendende til. Det tænker jeg egentlig, de fleste ifavnske/attachment parents kan?
Vi får ofte lidt småhånende og nedladende kommentarer med på vejen omkring hvordan vi er overfor vores børn.
Det er en interessant tendens, i en tid hvor man ikke må gå folk på klingen for ikke at være nok opmærksomme på det lille barns behov – så bliver der råbt SHAMING, så vinduerne dirrer.
Men det gælder ikke den anden vej, fornemmer jeg ♀️
De ifavnske forældre bliver opfattet som om, de er ængstelige og utilpasse i deres forældreskab, og dette gør dem åbenbart “overdrevent opmærksomme” på deres børns signaler; fordi de ikke “slapper af”.
Det fornemmer jeg både af de førnævnte opslag og i vores egen virkelighed.
Og dét er endnu en interessant tendens. Personligt er jeg meget oplyst i mit forældreskab og min måde at interagere med vores børn på er et aktivt og bevidst valg – helt fra de var små. Hvis jeg skulle gøre det hele igen, ville jeg ikke lave noget om. Overhovedet. Fordi jeg tror på at jeg har gjort det rigtige i de enkelte situationer, for vores familie, fordi jeg handlede intuitivt. Og sådan fornemmer jeg faktisk de fleste ifavnske/attachment forældre er: oplyste og bevidste omkring deres måde at være familie på.
Så hvorfor de hånende kommentarer?
Særligt mor – men også far – og barn er i symbiose de første år. Det er den symbiose, der gør at barnet omsluttes af tryghed og nærvær og får sine behov mødt, når de opstår – præcis som helt små børn har brug for.
Det er den symbiose, der brydes, når helt små børn sendes i institution væk fra deres forældre. En institution, der så skulle kunne varetage barnets behov for en symbiotisk tilstand med en primær omsorgsperson med et “alderssvarende tilbud”. Men et alderssvarende tilbud for det helt lille barn kræver netop dét: en primær omsorgsperson, der ser barnets signaler, når de opstår og reagerer på det.
Mon man som pædagog har tid og mulighed for at lære hvert enkelt barn at kende så intenst, at det kan erstatte en forældresymbiose, i en gennemsnitlig dagpleje/vuggestue?
Hvor mange gange har vi ikke prøvet at sidde i en situation, hvor mor eller far siger til barnet “årh, du er træt, skat – du skal vist puttes”, og så sidder der en i bedste fald sekundær – men også ofte mere eller mindre fremmed og siger “du er da ikke træt, du smiler jo og er glad”.
Sådan en kommentar neglicerer den symbiotiske forståelse for barnets signaler og det er min erfaring at det ofte gør forældrene usikre. Så venter de lidt med at putte, og resultatet bliver et overtræt barn.
Symbiosen er der af en årsag: den er værdifuld og skåner barnet for at skulle græde hver gang et behov opstår, fordi den er omgivet af forældre, der kender det.
Så kære ifavnske mor og far: Sidder du til en julefrokost og får kommentarer på dit forældreskab, så rank ryggen og sig: “Tak for dit input – jeg har styr på det!” ❤️