Selvfølgelig har et barn brug for en glad mor og en glad far. Selvfølgelig skal man prioritere sig selv og hinanden, og selvfølgelig skal man have tid med sig selv og hinanden, ligesom man skal have tid med sine børn.
Selvfølgelig giver det her udtryk i en eller anden forstand mening, fordi en dybt ulykkelig mor eller far ikke er i stand til at være den forælder, et barn fortjener.
MEN. Det her udsagn giver i k k e mening i den sammenhæng, jeg ofte hører det brugt.
Og det er stort set alle sammenhænge efterhånden. Og det giver mig ondt i hjertet at lytte til de løgne, vi fortæller os selv, for at dække over vores dårlige samvittighed. “Jeg havde sådan brug for at komme til yoga efter arbejde – men en glad mor giver jo også et glad barn” “Jeg havde simpelthen sådan brug for at gennemføre søvntræningen, så jeg kunne få lov at sove igennem igen – men en glad mor giver jo også et glad barn” “Vi har simpelhen behov for at rejse et par gange om året, så vores børn bliver nødt til at være fuld tid i institution, så vi kan spare sammen – men en glad mor giver jo også et glad barn”. Nej. Det gør det ikke.
Ikke når vi misbruger intentionen bag det udtryk. Intentionen er selvkærlighed, pleje og opmærksomhed, så man kan møde sit barns behov ved at UDSÆTTE sine egne.
Ikke at skrue en tilværelse sammen, hvor voksen-behovene dyrkes og børnene retter ind til højre.
Omsorgen er vendt på hovedet, og vi misbruger udtrykkets intention for at retfærdige det.
Det er en svær pille at sluge – men det bliver den ikke mindre sand af.