Denne afhandling af Allan N. Schore redegør for at der er dele af et lille barns hjerne, der kun udvikles optimalt i respons på intens kærlighed og omsorg. Den problematiserer altså hvorvidt et barns hjerne udvikles til sit fulde potentiale i de første to år af barnets liv, som er de allermest kritiske, hvis barnet ikke er omgivet af sine forældres ubetingede kærlighed, men derimod passes af omsorgsarbejdere i institutioner.
Forskningen står således i skarp kontrast til den gængse antagelse i vores kultur, der går på at institutioner for småbørn optimerer læring og udvikling hos barnet.