Vi blev fanget… jeg havde ellers altid svoret at det aldrig ville ske, men vi faldt i med begge ben. Tre jobs, ny bil, hus i København, to børn og en ny Nespresso maskine, for den gamle var jo lidt slidt. Det gik godt, pengene flød ind.. og ud. Tiden med ungerne var knap, pligterne som far var outsourcet og familielivet var slet ikke som i de gode gamle dage med varm kakao og nybagte boller.
Spol nu frem til maj 2018.
Huset er solgt, ejendele der ikke længere gav vores familie trivsel er solgt, to store rygsække er købt i stedet. I dem ligger tøj og udstyr til et eventyr af de helt store.
Vi har valgt at opsige ⅔ af vores jobs og sætte det sidste på orlov (det af mine jobs der er baseret på ren passion). Ungerne er taget ud af henh. børnehave og 0. Klasse, og den 21. Maj siger vi farvel til familie og venner i Københavns lufthavn med afgang mod Bangkok. Vores mål; at rejse rundt i Sydøst Asien i et år for at vende livet på hovedet og finde ud af hvem vi skal være som familie. Her 8 måneder efter sidder vi nu i Vietnam med et helt klart billede af hvad vi vil, hvem vi er og hvordan vi vil være sammen med vores børn. For nogle gange kræver livet at man kommer så langt væk fra det normale, at det normale kan anskues fra forskellige vinkler.
Hjemmeskole
Vi valgte af praktiske årsager at hjemmeskole Lille V på 7 år da vi startede ud på rejsen. Til at starte med var jeg bange for at gøre vores barn dummere ved at tage hende ud af skolen, og det har været den sværeste beslutning at tage for mit vedkommende. For skolen er jo der man lærer, socialiserer og får venner for livet. Jeg er selv et 80’er barn med en ene mor, der afleverede klokken 07.00 og hentede klokken 17.00. Det var bare sådan man gjorde og intet ondt i det.
Hjemmeskolen startede hårdt. Vi havde fået bøger med fra skolen, og nu skulle der bare sættes ind, for mit barn skulle ihvertfald ikke komme bagud, og al lærdommen fra egen skolegang med røv i sædet undervisning blev taget i brug. Heldigvis blev vi klogere.
De løsere rammer, kulturoplevelserne på rejsen, mødet med børn med andre nationaliteter, tiden til at kunne være barn, tiden til at kunne hænge i en hængekøje og filosofere gav pludselig hjemmeskole en helt ny drejning. For hvad er læring egentlig, og hvornår lærer et barn? Og hvordan agerer man bedst som forældre i hjemmeundervisning? Det er blevet til spørgsmål, der i dag præger vores måde at snakke med begge vores børn på og med hinanden som forældre. Vores ansvar som forældre er ikke at styre indhold og tid for læring men være med til at facilitere de rigtige rammer, som konstant udvikler sig i takt med at alle i familien lærer af hinanden.
Vi vil ikke lave en ugeplan med læringsmål for hvert enkelt fastlagte emne. Vi vil i stedet være med til at puste til gnisten i øjnene, der opstår når vores børn får en ide. Det er faktisk vores største ansvar som forældre, at puste så hårdt til den gnist at vores børn i en tidlig alder kan mærke den stærke ild som en passion kan tilføre et liv. For passion er kodeordet til al læring, der sætter sig fast hos barnet. Hvis læringen er selvvalgt, så vil den sidde fast.
Jeg er nu efter 8 måneder hjemmeunderviser med en helt klar overbevisning om, at jeg som far og vi som forældre, har det største ansvar for at lade vores børn udvikle sig ud fra egne interesser og passion.
90 % af den tid vi er sammen med vores børn foregår fra de er 0-18 år gamle. Tænk lige over det! I samme tidsperiode er det typisk der, at vi som forældre er i fuld gang med at realisere os selv på arbejdsmarkedet. Vi er færdige med uddannelsen, har fået det første arbejde og begyndt at tjene nok penge til at optage det første realkreditlån og BUM! Vi er fanget… Det berømte hamsterhjul kører for fuld blæs, og hurtigere og hurtigere i takt med at karrierestigen bestiges. Men i min verden er karrierestigen blevet en gulerod, der er med til at kontrollere folk ved at gøre dem til slaver af en profession. Det holder samfundet kørende.
Men mine børn skal lære ikke at være slave af en profession men være slave af en sag. Jeg siger dermed ikke de ikke skal uddanne sig, tværtimod mener jeg at uddannelsen kommer helt af sig selv i sagens tjeneste. Et samfunds udvikling er afhængig af sådanne mennesker, der med passion og ild i øjnene stiller spørgsmålstegn, ikke følger masserne og ikke bøjer sig for de sociale normer.
Og det er mit ansvar som hjemmeskolende far at være med til at skabe de rammer, der skal til for at mine børn lærer at blive slaver for en sag.
Vi tog på denne rejse i håb om at få nye visioner og ideer for vores familieliv. Vi har satset alt ved at sælge alt, men vi er nu frie til at vælge, hvordan vores liv skal leves på vores præmisser. Vi kom ud af hamsterhjulet og vi arbejder nu på, hvordan vores fremtidige liv skal se ud, når vi en dag vender tilbage til Danmark. @Hjemmefar er lavet for at fortælle om livet som rejsende familie, og for at give et indblik i, hvordan et liv efter hamsterhjulet kan se ud.