Mor til to

Jeg er en af dem. Dem som afleverer mine børn i institution selvom det er stik imod mit hjerte og min mavefølelse. Men jeg er også en af dem, der er meget bevidst om hvad det gør ved mig og mine børn at vi har truffet et valg om at jeg skal arbejde og det gør det bare endnu værre, når jeg tænker efter. Vi debatterer hver dag derhjemme om det er det rigtige valg – mest fordi det for mig hver dag føles forkert. Vi taler om at jeg skal arbejde for at det kan give os mulighed for vores drømmerejse med børnene, når de er ældre – at vi gerne vil tilbyde dem et liv, der ikke kun er på et skrabet budget. Mit inderste fortæller mig at de ting sagtens kan opfyldes uden at jeg skal arbejde, men jeg føler endnu ikke jeg helt har knækket koden. Alt imens går tiden og mine børn bliver større.

Folk derude i arbejdslivet er misundelige på mig, fordi jeg kun arbejder 25 timer, men for mig er det stadig for meget. Jeg ser for det meste kun mine børn, når de er trætte, mens andre har dem, når de er friske og kække. Jeg har udviklet mig mest lynets hast de sidste to år, siden jeg begyndte at læse om at være ifavnsk, attachment parent etc. og min omverden (minus min mand) kan ikke følge med og føler nok ikke, de kan kende mig og mine holdninger længere. Derfor lukker jeg i. Jeg lukker i på arbejdet, til fester og overfor familie, da de slet ikke har en nysgerrig tilgang og lyst til at forstå hvor jeg vil hen. Det knækker mit hjerte når kollegaer siger at deres børn da bare må afleveres til fremmede i lukkeugerne, for det kan de sagtens håndtere. Jeg kan slet ikke komme igennem til dem.

Jeg tænker hver dag mere og mere at jeg har brug for at komme i et miljø, hvor jeg kan blive inspireret og der er en anden tilgang til børn end at man bare skal finde sit tidligere liv og tidligere krop frem igen og så må børnene bare indpasse sig. Jeg er her på mine børns præmisser (ja, næsten, ikke) og ikke for at realisere mig selv. Men jeg tænker også at det ikke nytter kun at forpuppe sig med ligesindede, for så inspirerer man ikke alle de andre. Jeg ønsker mig en dagligdag, hvor jeg ikke skal græde indvendigt og slå robotten til. Og jeg håber, jeg knækker koden og kan overbevise min bedre halvdel om sandheden i det.