Efter de 3 uger brugte jeg sommerferien på at løse det. Gå ned i tid på arbejde, skiftende arbejdstider mellem min kæreste og jeg – det skulle løses. En kollega med teenagebørn sagde at det føles naturstridigt at aflevere sine børn. Præcis. Og sådan ville jeg ikke have det, ville gøre alt for at han ikke skulle adskilles fra sin mor og far. Så sådan blev det efter vores sommerferie. Han blev hjemme ved far om dagen og mor om aftenen. Og det fungerer langt bedre for os alle. Jeg kunne ikke ignorere mine følelser og min drengs følelser. De er ikke for sjov.
Der er noget helt galt i vores samfund og nu er jeg ved at finde ud af hvordan vi klarer os fremover. For adskilt skal vi ikke være. Det er ikke meningen. Noget der føles så svært og forkert ér svært og forkert.
Har følt mig meget alene med det i en forstadsby og i tvivl mange gange om jeg var for sær. Men både forskning og følelser og instinkter viser mig/os vejen – og min kæreste er meget forstående og velvillig og vi er sammen som familie i det her.
Nu kommer lillesøster om to måneder og der er lagt plan frem til hun er 16 mdr. Så vi har halvandet år til at finde ud af, hvordan vi fortsat kan være sammen – koste hvad det vil.
Jeg har stadig svært ved at tilgive mig selv at have udsat min søn for de 3 uger. Få timer om dagen. For meget stress for sådan et lille menneske. Men det har bidraget til planer om fremtiden.